Tingbjerg: Ali Parnian får ikke penge fra indsamling

.

Mette Abildgaard samlede lige godt 500.000 kroner ind til Ali Parnian.

Nu betales pengene tilbage til donorerne.

Men den hærværksramte bager Ali Parnian får alligevel ikke penge fra den indsamling, som Mette Abildgaard startede kort efter hærværket.

I stedet betales pengene tilbage til de mange donorer, som har været med til at indsamle den knap halve million kroner.

Beslutningen om at betale pengene tilbage blev truffet fredag på et møde i indsamlingskomitéen, som ud over Abildgaard består af Chris Bjerknæs fra Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) og Peter Hummelgaard fra Socialdemokratiet.

Mette Abildgaard

Kære alle,

Jeg skylder jer en opdatering, og en konklusion, på Ali-sagen og indsamlingen.

Vi har i dag holdt møde i vores indsamlingskomité, som ud over mig består af Chris Bjerknæs fra DFU og Peter Hummelgaard fra Socialdemokratiet.

Vi er enige om, at vi betaler den knap halve million kroner, der blev indsamlet, tilbage til de mange donorer. Indsamlingsnævnet har tidligere klart givet udtryk for, at dette ville være en mulighed, men det vil vi på mandag bede dem bekræfte officielt. Derefter kan pengene tilbageføres i den kommende uges tid. Man skal altså intet foretage sig, pengene kommer automatisk ind på kontoen igen.

Vi er i komitéen enige om beslutningen af flere forskellige årsager. Blandt andet fordi der ifølge politiet ”tegner sig et broget billede” af sagen om Alis bageri, (som altså intet har at gøre med sagen fra Østre Landsret) og i øvrigt også fordi jeg modtager beskeder fra folk, der vil have deres donation retur, på baggrund af historiens udvikling.

DR2-programmet Detektor havde i aftes et meget fint og oplysende indslag om sagen, hvor jeg også selv medvirkede. Her ser man tydeligt, at vi alle blev meget overraskede over sagens udvikling. Eksempelvis har Ali givet udtryk for, at han ikke kunne få sin butik forsikret, men det blev i Detektor modbevist. Det er en ret væsentlig oplysning, som havde stor betydning for, at jeg startede indsamlingen oprindeligt. Jeg vil anbefale jer at se programmet, der kommer meget godt rundt om hele sagen.

DR2-Detektor

Og så vil vi bare ikke trække sagen yderligere i langdrag. Hvis man forsat ønsker, at Ali skal have pengene, så vil jeg opfordre til, at man selv starter en indsamling. Så kan folk vælge på ny, om de vil støtte med de oplysninger, vi nu har kendskab til. Der er også rigtig mange andre gode velgørende formål, som man kan overveje at støtte i stedet. Alt fra Natteravnene til Offerrådgivningen eller Danmarksindsamlingen.

Jeg er selvfølgelig ked af, at det hele udviklede sig, som det gjorde, og jeg er ked af usikkerheden og forvirringen over for alle jer, der i bedste mening bidrog til indsamlingen. Nu håber jeg, der er klarhed for alle.

Flere vil sikkert spørge, om pengene ikke automatisk i stedet kan gives til et andet godt formål. Det er ikke så ligetil, ift Indsamlingsnævnets regler. Derudover føler vi ikke i Indsamlingskomiteen, at vi kan tillade os at disponere over folks penge til andre formål, end det de oprindeligt var tiltænkt.

Uanset hvilken beslutning vi traf i Indsamlingskomiteen, kan vi ikke stille alle tilfredse, men nu har alle fået friheden til, at gøre med pengene, som de finder bedst.

Med ønsket om en god weekend.

Mette

Kilde: facebook.com

.

Bageren fra Tingbjerg er blevet frifundet

.

You may also like...