Svensk synagoge angrebet med molotovcocktails

.

En gruppe maskerede personer har lørdag aften kastet flasker fyldt med benzin mod en synagoge i Göteborg.

En synagoge i centrum af Göteborg har lørdag aften været udsat for et forsøg på ildspåsættelse. Tre personer er anholdt.

En gruppe på omkring 20 maskerede personer er set kaste brændende flasker fyldt med benzin, såkaldte molotovcocktails, ind en gård ved bygningen, oplyser svensk politi til avisen GT.

.

.

Ingen personer er kommet fysisk til skade, og synagogen er også uskadt.

– Det brændte kraftigt på gårdspladsen, men så kom der et regnskyl og branden gik hurtigt ud, siger formanden for det jødiske samfund i Göteborg, Allan Stutzinsky, til avisen.

– Vi kom til stedet og slukkede branden. Det var en mindre brand mellem bilerne på parkeringspladsen. Der var en form for brændbar væske. Men nu er vi færdige på stedet og overlader sagen til politiet, siger Kristoffer Wahter, brandvæsenets indsatsleder på stedet til Göteborgs Posten.

.

.

Melding om op mod 20 angribere

Politiet har anholdt tre mistænkte i forbindelse med ildspåsættelsen.

– Vi har tre personer, som er hentet ind til forhør, og de er blevet anholdt efter aftale med anklageren, siger Peter Nordengard, vagthavende ved politiet i Sveriges Region Vest, til Göteborgs Posten.

Han fortæller, at man endnu ikke har det fulde overblik over hvor mange gerningsmænd, der er tale om, og at man er i gang med at samle vidneudsagn sammen.

Politiet modtog anmeldelsen om angrebet kort efter klokken 22.

Der var en ungdomsfest i gang i et forsamlingshus i tilknytning til synagogen. De unge fik at vide, at de skulle løb ned i bygningens kælder. Der er altid vagter ved den slags fester, fortæller en mor til en af deltagerne til GT.

– Jeg fik en sms fra hende for 20-30 minutter siden. Hun skrev “mor, jeg begynder at blive bange”, og at der var omkring 20 mænd, som kastede med brændende ting.

– Min datter siger, at der lugter af benzin. Det er utroligt ubehageligt. Man har jo været bange for, at sådan noget her kunne ske.

Politiet opfordrer offentligheden til at fortælle, hvad de ved om gerningsmændene. Man har samtidig forhøjet sikkerhedsniveauet omkring synagogerne rundt om i Sverige.

.

.

Repræsentant for svenske muslimer og ærkebiskop udtrykker solidaritet med forulempede jøder i Sverige.

Flere religiøse samfund støtter de svenske jøder, efter at en synagoge i Göteborg lørdag aften blev udsat for et angreb med molotovcocktails.

Dagen efter hændelsen i Sveriges næststørste by udtrykker repræsentanter for kristne og muslimske organisationer solidaritet med de forulempede jøder.

Flere hundrede mennesker var samlet fredag aften i Malmø, hvor de fremsatte trusler mod jøder.

– Jeg vil forsikre jer om den svenske kirkes solidaritet i kampen mod antisemitisme og vold i religionens navn, skriver Sveriges ærkebiskop, Antje Jackelén, i et brev til de jødiske forsamlinger i Göteborg og Malmø.

Fredag samledes omkring 200 personer i Malmø for at protestere mod USA’s præsident Donald Trumps anerkendelse af Jerusalem som hovedstad.

Under demonstrationen blev der fremsat dødstrusler mod jøder.

Den svenske statsminister har søndag fordømt de to hændelser.

– Jeg bliver frygtelig oprørt over angrebet mod synagogen i Göteborg i går, og at der blev opfordret til vold mod jøder under en demonstration i Malmø. Der er ikke plads til antisemitisme i det svenske samfund. De skyldige skal stilles til ansvar, siger Stefan Löfven til nyhedsbureauet TT.

Kilde: expressen.se – Kilde: gp.se

.

Jerusalem: Protesterne mod USA spreder sig ud i verden

.

You may also like...