Skovens folk har fået nok af de hvide mennesker

indianer naturfolk

 

Skovens folk har fået nok af de hvide mennesker

Ka’apor-indianerne har efter årtiers hvidt herredømme besluttet sig til at tage deres kultur og magten over deres egen fremtid tilbage.

For få årtier siden var de tæt på at uddø.

 

 

I dag forsøger Ka’apor-indianerne i det østlige Amazonas at finde deres plads som indiansk nation midt i en moderne og højteknologisk verden. Og selv om de lige nu ligger i krig med det omgivende samfund af »karaï« – de hvide – ser det langt fra så sort ud for dem i dag som tidligere.

»Vi var ved at blive opslugt, de pressede os fra alle sider«, fortæller Miraté Ka’apor, en af indianernes unge dynamiske ledere, på et lidt tøvende, men udmærket portugisisk. »Men nu er vi vågnet op. Vi tænker på vores kultur, på vore forfædre, på de krigere som er døde og begravet. Vi ønsker ikke de hvides barer, kvægfarme og fabrikker her. Vi har set hvordan der er i byerne, hvor jorden slår revner – det ønsker vi ikke«, siger han.

 

 

Ka’aporindianerne var oprindeligt et kriger- og nomadefolk, som siden 1928 er forsøgt »passificeret« af de brasilianke myndigheder – med det resultat, at deres antal i løbet af nogle årtier faldt fra anslået cirka 2000 mennesker til under 500 i 1982.

.

Ka’apor-folket var på randen af udslettelse, som utallige andre af Brasiliens oprindelige folkeslag.

 

 

Udviklingen begyndte først at vende, da de omkring dette tidspunkt formelt fik fastslået retten til deres territorium. For rådighed over regnskoven betyder alt for de indfødte folk, viser erfaringen. Og samtidig giver afmærkning og sikring af indianernes jord også den bedste garanti for, at regnskoven får lov at stå i fred.

»Vi lever ikke af byen, vi lever af skoven. Derfor kalder vi os Ka’apor, skovens folk. Og skoven lever også af os«, siger Ka’aporindianerne.

 

 

En vigtig kortlægning

Brasiliens indfødte folk har historisk stået under statens »beskyttelse« og været behandlet som umyndige »vilde«. Den statslige indianertjeneste Funai (Fundação Nacional do Indio) har til opgave at administrere og beskytte de indianske områder og sørge for sundhedsklinikker og skoler til indianerne.

For Ka’apor-indianerne betød det at en Funai-medarbejder bestyrede hele deres område, at Funai udnævnte håndplukkede høvdinge og udstationerede hvidt sundhedspersonale og hvide lærere – og indianerne blev udnyttet på alle tænkelige måder af folk i de omgivende byer.

 

 

Selv om indianernes territorium formelt var sikret via streger på landkortet, blev grænserne ikke respekteret i den fysiske verden hvor det kan være svært at vide, præcis ved hvilket træ, bæk eller hegn, de hvides herredømme stopper og indianernes tager over.

De hvide naboer åd sig langsomt ind på jorden med deres veje, deres savværker og kvæg. Indtil Ka’aporfolket med økonomisk støtte fra den norske Amazonasfond selv påtog sig at kortlægge deres område, tegne GPS-koordinaterne ind og rydde tydelige spor i vegetationen for at markere de hidtil usynlige grænser.

 

 

»Funais egne folk har lejet vores jord ud til kvægfarmere, som har fældet skoven og sat kvæg på græs«, fortæller Maturiá Ka’apor, mens vi sammen inspicerer et stort område, hvor de nærliggende kvægfarme har bredt sig ind over indianernes land.

 

 

Valgte nye ledere

Men egentlig startede Ka’aporindianernes oprør med en ulmende utilfredshed med skolerne. Lærerne passede ikke deres arbejde og børnene lærte ikke noget.

»Vi ønsker ikke karaí-uddannelse, men ka’apor-udannelse til vore børn«, siger Miraté Ka’apor – karaí er indianernes betegnelse for de hvide. »Vi sagde til de hvide lærere: I har aldrig lært vores børn det rigtige. Vi er de sande lærere«.

Derefter overtog de selv ansvaret for skolerne og udviklede i tilgift et program for uddannelse af 150 voksne ka’apor-indianere.

Også en stor del af sundhedspersonalet blev vist vintervejen, men først og fremmest besluttede Ka’aporindianerne at vælge deres egne ledere, tuxa’er, med forskellige ansvarsområder – for hver landsby er der nu en tuxa med ansvar for sundhed, uddannelse, kultur og skovbeskyttelse. Tilsammen udgør de Ka’aporindianernes råd, som i 2012 bad Funai om at udnævne en af deres egne som repræsentant for territoriet.

.

.

»I starten sagde de, at vi kunne udnævne to koordinatorer på prøve, fordi de åbenbart ikke stolede på os«, fortæller 32-årige Samirú Ka’apor. Men efter et års tid kom fuldmagten, og i dag er det ham, der bestrider embedet og repræsenterer sit folk overfor myndighederne. Han har en pickup-truck til rådighed så han kan komme rundt mellem landsbyer og bosteder.

»Jeg hjælper folk med deres persondokumenter, fødselsattester, pension og bankkonti. Jeg er alene om at betjene ni landsbyer, men alle landsbyerne har ledere, som støtter mig« siger han.

»Funai har ingen fremtid her. De vil gøre det af med indianerne. Da jeg var med til at udføre overvågning og kortlægning af området, kunne Funai ikke lide det. ’Det er ikke dit job, du må ikke bruge bilen til det’, sagde og og beskar dieselkvoten«, fortæller Samirú.

.

Naturfolket kaapor_captured_3028221k

.

Helt nyt skolesystem

I dag kører indianerne selv deres skoler og stort set alle andre affærer uden indblanding fra Funai.

Børnene bliver undervist på Ka’apor-sproget til de fylder ti, de lærer om skovens planter og dyr og om deres folks traditioner. Når de bliver større får de også timer i portugisisk. De større børn, som ikke bor tæt på skolen, går i skole 12 dage i træk med et intensivt skema, og derefter har de fri i et antal dage hvor de kan tage hjem i deres egen landsby igen – det passer langt bedre til Ka’aporfolkets livsstil end det traditionelle skoleskema.

De lokale uddannelsesmyndigheder var skeptiske i starten og mente at børnene ville blive forvirrede. »Men nu fungerer det så godt, at de ligefrem tager systemet med til andre indianske områder og siger, at sådan skal de indianske skoler fungere«, fortæller Miraté.

Faktisk har Ka’aporindianerne helt smidt de hvides kalender med ugedage, jul og nytår ud, og har udviklet deres egen kalender, som tager hensyn til plantetid og høst, ritualer og fester.

.

.

»Vi satte os ned med de gamle og skrev alt det ned, de kunne fortælle os om hvordan man plejede at gøre tingene«, fortæller Miraté. »Når Bacuri-frugterne falder ned fra træerne, kommer regnen, og så skal der ikke være skole. Så bliver vi hjemme, eller vi fanger skildpadder, som kommer frem når det regner«, fortæller han.

I september er caju-frugterne modne, så laver de vin til ritualer og bliver inviteret på besøg i de andre landsbyer.

»Kalenderen fortæller også hvornår man skal lave børn«, siger Miraté med alvorlig mine. »I de hvides kalender er der altid en eller anden helligdag, der kommer i vejen, når man skal udrette noget«.

Alkohol er bandlyst

Ka’aporindianerne har samtidig gjort op med den svøbe, der ødelægger mange indianske samfund: De har bandlyst druk og prostitution, forklarer Miraté.

»Nogle gange tog folk ind til byen i en weekend hvor der var mange fulde folk som tilbød dem brændevin. Funais egne medarbejdere holdt fester med musikanlæg, oksekød og masser af sprut. Nu har vi indført regler: Hvis der kommer en fuld ka’apor binder vi ham og lader ham ligge på jorden. Ingen taler med ham. Næste dag er der møde, hvor han bliver spurgt: Hvad har du gang i, vil du drikke hele tiden?«

Gentager det sig får han samme tur. Tredje gang det sker bliver han imidlertid taget med til indianernes uddannelsescenter og stillet foran det samlede Ka’aporråd. Også hans kone er med som vidne.

»Vi siger til ham: Hør her, vi arbejder og du drikker bare? Din kone og børn har brug for dig. Du skal høre efter og du skal blive her en måned. Rådet sætter ham til at arbejde, de giver ham opgaver. Hvis det ikke hjælper må han blive så længe der skal til. før han retter sig op«.

.

.

Tilliden er væk

Ka’apor-indianerne har i det hele taget ikke meget tillid til hvide autoriteter. Heller ikke de hvides lægekunst imponerer dem sydnerligt.

»Vi har mistet vore pajé’er (medicinmænd) som helbredte os og nu har vi brug for medikamenter udefra, som er fulde af gift«, siger Miraté, og hidser sig mere og mere op. »Sådan slår de os ihjel. De læger er nogle røvhuller, som tager masser af penge fra os, bare for at de kan sidde der med deres aircondition. Hvis de skulle ud i skoven klarer de hverken en eller fem kilometer«, spytter han med foragt.

Efter at indianernes egne sundhedsarbejdere har taget over, føder kvinderne uden komplikationer og stort set ingen børn dør, hævder han. I hvert fald myldrer det med børn i landsbyen, som ser sunde og raske ud og som nysgerrigt og en smule genert hilser på de mange fremmede.

De er fremtiden – de er den ny generation. Og de får et bedre hjem at vokse op i, garanterer Miraté Ka’apor.

.

»I dag lever skoven. Der er mere mad, vi spiser bedre og vi er mindre syge«, smiler han.

Kilde……

.

.

Link til……

Verden er ikke værd at overtage

.