Sara Omar’s bog beskylder Islam for noget, der fandtes længe før islam

Fra tidernes morgen og til nyere nutid var det mændene, der dannede klanråd og tog beslutningerne.

Da man lavede om på det…. blev alt kaos!

Kvinderne er eksempelvis skyld i det ekstreme overforbrug i verden, og dermed klimaændringerne.

Foruden de med deres moderlige beskyttertrang er skyld i lægevidenskaben og dermed overbefolkningen.

Også opdrager de drengebørnene, som var de piger!

.

.

Den dansk-kurdiske forfatter Sara Omar håber hendes bog vil starte en reformation af islam.

.

Sara Omar indrømmer selv, at hendes roman er et kampskrift, og at hun vil råbe feminister, meningsdannere og politikere op for at få dem til at engagere sig i den uret, der dagligt begås mod muslimske piger og kvinder. Også herhjemme. Vi skal tale meget mere om genopdragelsesrejser, tvangsægteskaber, incest, voldtægter, tæsk og om den patriarkalske voldskultur, der lever og har det alt for godt i parallelsamfundene.

Forudseende konsekvenserne er hun nu under politibeskyttelse efter at have udgivet sin debutroman ‘Dødevaskeren’.

I den første scene i Sara Omars romandebut ‘Dødevaskeren’ bliver en kurdisk pige slået ihjel efter at have fået skåret tungen ud og ørene af.

Straffet af sin far for have bragt skam over sin familie.

Sara Omar fortæller hun godt ved, at det er voldsomt, og at for nogle muslimske kvinder er virkeligheden så voldsom, og det har vi brug for at tale om, mener Sara Omar, der med bogen vil vise det mørke i hendes kultur og religion frem.

Æresdrabene, incesten, den sociale kontrol, kvindeundertrykkelsen og volden både i udlandet og her i Danmark.

.

.

Forfatteren, der er født i irakisk Kurdistan og kom til Danmark som 15-årig, kalder selv bogen et kampskrift. Hendes drøm er, at den kan være med til at sætte gang i en reformation af islam.

Du beskriver i ‘Dødevaskeren’ en verden, der er undertrykkende og ekstremt brutal over for kvinder. Er det virkelig sådan?

– Det er en virkelig verden, der eksisterer derude. Det er selvfølgelig svært at forstå for en, der kommer fra et demokratisk samfund og er et frit tænkende menneske. Men jeg har set, følt, overværet og mærket det på egen krop, siger hun.

– Det er vigtigt at understrege, at de her uhyrligheder ikke kun finder sted i det kurdiske samfund. Den findes over det hele i det mellemøstlige samfund. Og det er en global problematik, som vi bliver nødt til at italesætte.

.

.

Koranen har lyse og mørke sider

Hvor har det kvindesyn rødder?

– Vi kan ikke se bort fra, at den voldskultur min bog skildrer er udsprunget af islam og styres af islam. Det stammer fra Koranen, som jeg personligt mener burde tolkes mildere og mindre bogstaveligt. Men det bliver den desværre ikke. Vi har rigtig mange eksempler fra Koranen, som er implementeret som sociale regler i de forskellige mellemøstlige samfund og muslimske kredse i Vesten. Der står for eksempel, at mænd er over kvinder, fordi Allah har givet dem nogle fortrin frem for andre. Der står også, at “jeres kvinder er pløjejord for jer, så gå til jeres pløjejord, som I vil”.

Det er jo en legalisering af vold og voldtægt.

Mener du, at det har rødder i Islam eller i fortolkningen af islam?

– Ja. Men jeg fører ikke en krig mod islam som sådan. Jeg mener, at vi har brug for en reformation af islam. Koranen indeholder lyse sider, men den indeholder også en mørk side, som i visse muslimske kredse bliver brugt som en voldsmanual mod kvinder og pigebørn.

Det har vi brug for at debattere i stedet for hele tiden at debattere, hvordan vi skal debattere, og hvem vi skal tage hensyn til.

.

.

Hvad mener du med det?

– Folk har allerede nu så travlt med at debattere, om min bog er brænde på det fremmedfjendske bål, men det har ikke noget med fremmedhad at gøre.

Min bog og mine budskaber er et forsvar for menneskerettigheder. Et forsvar for kvinders og børns rettigheder og ret til at være frie i denne verden.

Der er problemer derude, som vi har brug for at se i øjnene, italesætte, debattere og finde reelle løsninger på.

Tænk, hvis man sagde: ’Kvindesynet i koranen er ikke i orden, hvad skal vi gøre ved det?’ Og så diskuterede løsninger derudfra, i stedet for at stemple hinanden som racister og islamofober.

.

Fra tidernes morgen og til nyere nutid var det mændene, der dannede klanråd og tog beslutningerne.

Da man lavede om på det…. blev alt kaos!

De samme familieværdier og æresbegreber var for få generationer tilbage oprindelige danske værdier.

.

Hvad er æresrelaterede konflikter?

.

Sameena Basharat er forkvinde i foreningen VISION.

Hun arbejder sammen med Humma Bari på Ung til Ung linjen, hvor unge med en anden etnisk baggrund end dansk kan ringe ind og snakke om de problemer, det giver at stå mellem to kulturer.

»Igennem ens opvækst har man altid været en del af en gruppe, som hele tiden har været der for hinanden. Det betyder, at man ikke udelukkende fokuserer på sig selv, fordi man er en del af det tætte bånd, der er i familien. På mange måder er et ægteskab, også et ægteskab mellem to familier, fordi slægtskabsbåndet bliver forenet, og derfor betyder det også meget, at familien accepterer det, når man vælger sin partner,« siger Humma Bari.

At familien er en del af de beslutninger, der tages for den enkelte, hænger i høj grad sammen med begrebet ære, fortæller Sameena Basharat.

»Selv om jeg får mig en uddannelse og et arbejde, er jeg stadig ikke uafhængig som individ, for lige meget, hvordan man drejer den, vil jeg altid blive sat i forbindelse med min familie. Hvis jeg træder forkert, vil det gå ud over mine forældre, og derfor bliver man nødt til ikke at krænke deres ære for meget. Det er forskelligt, hvordan folk tackler det. For nogle bliver det på bekostning af egne behov, mens andre kan finde en balance, hvor forældrene også er indforstået,« siger Sameena Basharat.

At den enkelte ikke betragtes som et individ, men som en del af familien, mener psykolog Talli Ungar Felding (fejlagtigt) er en konsekvens af, at familierne kommer fra et land, hvor staten er svag.

»I sådanne samfund er individet kun beskyttet af sin familie, og derfor er familiesammenholdet meget stærkt. Den enkelte må rette sig efter familiens regler for at blive beskyttet. Familiens ære tillægges langt større betydning end de enkelte familiemedlemmers personlige følelser og behov. Hvis en person ikke opfører sig ordentligt, rammer skammen ikke bare personen selv, men hele familien,« siger hun.

Talli Ungar Felding behandler unge piger med indvandrerbaggrund, der har så store konflikter med familien, at de er blevet opgivet af systemet. Hun har derfor sat sig grundigt ind i de kulturelle normer, der skaber problemer for pigerne. Hun mener, at de moralske forskrifter fra hjemlandet videregives fra generation til generation, selv om de er ude af trit med samfundet omkring dem.

.

.

Alt for familiens ære

Fra tid til anden dukker begrebet tvangsægteskab op i medierne, og forarget forestiller man sig brude, der formelig med vold bliver slæbt til bryllupsceremonien under gråd og tænders gnidsel.

Virkeligheden er faktisk endnu mere grusom; for vold er intet at regne mod det følelsesmæssige pres, der ligger på den, der i familiens øjne er giftefærdig og skal bære det åg, der alene værner om familiens ÆRE. Dens ære er urørlig; egne selvstændige, individualistiske ønsker må absolut sættes til side – ja, de eksisterer ikke.

Hvem har ikke grædt over Blichers »Hosekræmmeren«?

Det kan være overordentligt ligegyldigt, om det drejer sig om en ung kvinde eller en ung mand, der må stå dette pres igennem. Lige hårdt er det for den, der i sit inderste ikke kan acceptere de traditionalistiske, konservative kulturformer med arrangerede ægteskaber og gamle venskabspagter.

I Bali Rais bog: »Tvangsægteskab – glem det!« er det nu en ung mand, der videregiver sin meget personlige historie, der foregår i England i midtfirserne. Han er da 15 år gammel: født i England af indiske punjabi-forældre, opvokset i en blandingskultur af engelsk modernitet og traditionel indisk indvandrerkultur, der indebærer en mere end nidkær opfattelse af det »ægte« indiske.

.

.

Netop som 15-årig går det op for Manny, at hans liv er nøje tilrettelagt af faderen: Han skal giftes som 17-årig. Pigens foto er allerede blevet udvekslet, aftalerne er på plads.

Moderen trommer sig på lårene og anråber Gud, truer med selvmord, hvis sønnen, den tredje og sidste i familien, ikke makker ret. Faderen – en stivsindet, dobbeltmoralsk alkoholiker – og de to andre brødre truer ikke bare med vold, men bruger den usystematisk og inkonsekvent. Men vold kan man vænne sig til. Spørgsmålet er, om det følelsesmæssige pres og skyldsbevidstheden om at komme til at såre familien ubodeligt ikke er større?

Alt i denne 15-årige gymnasiedreng stritter imod det arrangerede ægteskab, og bogen handler om hans oprør mod familien. Han forsøger at bruge det, han kalder en bagdør – at opføre sig så lømmelagtigt som muligt ved at hænge ud med det, der i familiens øjne er de forkerte drenge, at stjæle, at pjække fra skolen. Men lige meget hjælper hans oprør.

Familien går endda så vidt, at de under dække af at give ham en ferie i Indien sågar efterlader ham dér for at genopdrage ham. Langt ude på landet i Indien finder han dog venner, der sætter tingene på de rette hylder oppe i hans hoved.

I Indien går det også op for Manny, at indisk kultur ikke nødvendigvis er en fasttømret, uforanderlig kultur, men at kultur er kulturer – ganske ligesom der er mange engelske (og for den sags skyld også danske kulturer). Med inkonsekvenser og dobbeltmoral og hvad dertil hører. Indvandrerkultur er heller ikke det samme som den udvandredes kultur. Ofte forstener den gamle kultur i det nye land.

Hvordan det går Manny ville være synd at røbe i en anmeldelse. Men grueligt meget må drengen gå igennem, før han når frem til sin planlagte bryllupsdag.

Læseren kan ikke andet end at føle med denne drengs beretning.

Kilde: dr.dk – Kilde: b.dk – Kilde: information.dk

.

Skilsmisse er blevet så almindelig, at det er tabu at være ked af det

.

You may also like...