Rovvildt-Rådet har behandlet klager: Fastholder antallet af Jærv og Ulv som kan skydes

Jærven (Gulo gulo)

.

Bestandsstatus – Jærven

.

Jærven lever i de kolde nordlige skove i Nordamerika, Sibirien og Skandinavien.

Den ligner en lille bjørn med lang hale og er blevet kaldt for ’djævlebjørn’ af indianerne.

Men den er i virkeligheden i familie med grævlingen og måren.

Jærven er ikke specielt stor, hanner vejer kun op til 30 kg, men den er et af de hidsigste og mest “respektløse” dyr i verden og er kendt for at stjæle maden fra rovdyr, som er meget større end den selv.

Man har set den jage isbjørne og andre bjørne samt ulve og pumaer væk fra deres byttedyr.

Den kan følge i fodsporene af andre rovdyr for at finde frem til noget at spise. Selv hvis andre rovdyr har gravet deres bytte ned, kan de ikke være sikre på at have det i fred.

.

.

Jærven har en fremragende lugtesans og kan som en anden sporhund snuse sig frem til skjulte ådsler, og med sine lange, kraftige, krumme, bjørneagtige kløer er den en dygtig graver.

Jærven stjæler sig dog ikke til al sin mad, men kan også jage selv.

Det lavbenede dyr ser måske kluntet ud, men kan løbe overraskende stærkt – op til 50 kilometer i timen, lige så hurtigt som man må køre inde i byen.

Især om vinteren går den på storvildtjagt.

Jærvens brede fødder fungerer som snesko, så den kan løbe oven på sneen, og det giver den en bedre chance for at indhente hurtigløbende dyr, som den ellers normalt ikke ville kunne fange.

Jærven er sin størrelse til trods utroligt stærk, og den kan nedlægge byttedyr, der vejer adskillige gange mere end den selv såsom rener, elge, rådyr og bjergfår.

.

.

Det meste af jærvens føde er dog ådsler, og om vinteren er ådslerne ofte frosne og stenhårde. Men det er ikke noget problem for jærven.

Den har usædvanligt stærke kæber og tænder, og den kan bide og skære sig igennem frossent kød og endda større knogler. Jærvens videnskabelige navn, Gulo gulo, betyder meget passende grovæder.

Hunnen føder om vinteren i en snehule. Jærven gør virkeligt noget ud af sin bolig. Indgangen går helt ned til jorden under sneen og kan være op til fem meter dyb.

.

Jærven er tilhørende mår-familien, der alle har et mod, der er en isbjørn værdig.

.

Herfra kan hulen fortsætte hele 50 meter ind under sneen, og der kan være flere værelser langs med hovedgangen, både et soveværelse, et toilet og et forrådskammer.

Hunnen får typisk 2-3 unger per kuld. Når ungerne er omkring tre måneder gamle, er de store nok til at forlade hulen og følges rundt med moren. De bliver med moren vinteren over, men næste sommer forlader de hende og har så mere at gøre med faren.

.

.

Hvilken farve har ungerne ved fødslen?
De er klædt i hvid pels, og de er blinde og hjælpeløse som nyfødte.

Trusler
Jærven er blevet jaget som skadedyr i områder, hvor man holder rensdyr. Den er også blevet fanget i fælder for sin pels.

Endeligt lider jærven under, at dens levesteder bliver ødelagt.

Jærven lever i store territorier og kræver derfor store naturområder for at kunne overleve.

.

.

I 2017 blev 40 ungekuld af jærv registreret i Norge.

Det er et fald på 10 kuld i forhold til 2016. Baseret på antallet af jærvkuld skønnes også, hvor mange individer der er i den norske bestand.

Bestanden forventes at bestå af 324 voksne individer i 2017, et fald på 26 individer fra sidste år. Beregningerne er baseret på et gennemsnit af antallet af registrerede kuld i de sidste tre år.

Dette gøres for at minimere virkningerne af de store årlige variationer i antallet af registrerede kuld, fordi det ikke behøver at være nogen klar sammenhæng mellem årlige variationer i antallet af kuld og bestandens størrelse.

.

.

Folketinget har oprettet et nationalt mål for, hvor mange ungekuld fra jærv som må fødes i Norge hvert år.

Målet er opdelt i udvalgte kontrolområder for rovdyr.

Jærv i Norge

Jærven i Norge lever primært i de bjergrige områder langs grænsen til Sverige og Finland, fra Hedmark og nordover. I de senere år har den også spredt sig og i stigende grad observeret i de mere lavtliggende skove, især i Hedmark.

I Skandinavien er Jærv-populationen opdelt i tre bestande, som er genetisk forskellige fra hinanden.

Den sydvestlige bestand lever vest for Østerdalen i Norge. Øst og nord for Østerdalen lever en stor bestand, som også omfatter jærv i Nord-Trøndelag, Nordland og det meste af Sverige.

Den nordlige bestand er i Troms, Finnmark, 0g den nordlige dele af Norrbotten og Nordfinland.

Opdelingen mellem den østlige og den nordlige bestand er mere eller mindre langs vejen E10 og en cirka ti kilometer bred dal, der skærer gennem landskabet, som er amtsgrænsen mellem Nordland og Troms og over til Torneträsk i Lapland.

Bestanden i sydvest lever hovedsagelig omkring Snøhetta og de tilstødende bjergkæder. Der er dog foretaget observationer af jærv så langt mod syd, som syd for Hardangervidda.

Udsat for jagt

I 1700’erne og 1800’erne var et jærv-skind meget værd, og det var en skudpris på jærv, indtil den blev fredet i 1973 i det sydlige Norge. I 1982 blev den fredet i resten af landet.

Fra 1846 til 1900 blev der skudt mellem 40 og 90 individer om året. I 1900’erne var jærven et ret sjældent dyr, og indtil krigen blev det skudt mellem 20 og 30 dyr om året. De tætteste bestande var i Troms og Finnmark. I det sydlige Norge var der på daværende tidspunkt populationer af jærv i bjergområderne i Oppland, Østerdalen, Hardangervidda og Jotunheimen.

I 1960’erne blev jærven udryddet i det sydlige Norge, og i 1970’erne var der kun en spredt forekomst nord for Norge mellem Norge og Sverige. I Sverige blev Jærven fredet i 1969.

I slutningen af 1970’erne begyndte der jævnligt at observeres nyt jærvkuld i det sydlige Norge, og arten steg både i antal og udbredelse, efter at den var blevet fredet.

Kilde: rovdata.no – Kilde: wwf.no – Kilde: gd.no

.

Strejfende svenske ulve bag angreb… koster tre norske ulve-familier livet…!

.

You may also like...