Psykopatens tidsalder

Mennesket Peru Zombie Walk

Det siger sig selv, at en narcissistisk/karakterafvigende mor, med en tilsvarende mand, ikke kan give sit barn en normal opvækst. For hun kan kun give sit barn, det hun selv er iboende. Og er det en karakterafvigende personlighed, der ikke kender til følelser, da bliver hendes barn i sagens natur et karakterafvigende, følelseskoldt menneske.

.

Indlæg i Information, 12. januar, 2008 – 04:13

Det er naturligvis tankevækkende, at skiftet fra den narcissistiske personlighed til den karakterafvigende (psykopatiske) personlighedstype allerede kan registreres i et sådant omfang, at psykologerne nu vurderer det karakterafvigende, som noget nært det mest udbredte.

.

Men at denne udvikling er en kendsgerning, er der på ingen måde nogen tvivl om. For gennembruddet af det karakterafvigende kommer uden den mindste tvivl med den opvoksende ungdom, og det i et sådant omfang, at ingen vil være det mindste i tvivl!

Men bortset fra disse kendsgerninger, da er artiklen (nedenstående) ret så tandløs. For hvad skal vi bruge disse symptombeskrivelser til, når nu det karakterafvigende alligevel bliver normaliteten? For så vil ingen finde de andres karakterafvigende adfærd for påfaldende, men som noget helt normalt.

Hvilket forskrækkeligt mange mennesker allerede gør i dag!

Det siger sig selv, at en narcissistisk/karakterafvigende mor, med en tilsvarende mand, ikke kan give sit barn en normal opvækst. For hun kan kun give sit barn, det hun selv er iboende. Og er det en karakterafvigende personlighed, der ikke kender til følelser, da bliver hendes barn i sagens natur et karakterafvigende, følelseskoldt menneske.

Ikke så svært at forstå, vel?

Så det siger sig selv, at det psykisk afvigende, via den sociale arv, på den måde konsekvent opformeres i befolkningen, hvorved normaliteten kun forbliver at være er en gennemsnitsfaktor, som hele tiden er under forandring i en stadig mere psykisk afvigende retning.

På den måde bliver også samfundet, og dermed også samfundstænkningen, psykisk afvigende, og det i en stadig mere sygelig retning. Der skal blot være mange nok, der har det på samme måde. På den måde bliver også demokratiet forstærkende det psykisk syge. Idet politikerne derved bliver afspejlende de psykiske afvigelser i befolkningen

Ikke så svært at forstå, vel?

At det ikke netop er det alvorlige psykiske forfald, som psykologerne fremhæver, er derimod meget svært at forstå. For de lader på den måde tingene udvikle sig til skade for hele samfundet. Man kunne jo være tilbøjelig at tillægge psykologernes tavshed, hvad det angår, den bagtanke, at udviklingen af de psykiske afvigelser netop giver mange kunder i butikken, og dermed arbejde til psykologerne. Men det kan jo også skyldes, at psykologerne måske nok undervises i at behandle, men bestemt ikke i at tænke.

Der er jo også den tredje, og måske nok mest sandsynlige mulighed, at psykologerne selv er så psykisk afvigende, at de ganske enkelt ikke kan se den negative udvikling i deres omgivelser. For den ser jo som bekendt ikke det hos den anden, som den selv er indeholdende. Og en kendsgerninger er det jo, at mange tager en uddannelse som psykolog, fordi de selv er tonset til med psykiske problemer. Hvilket jo så forklarer denne for psykologerne så udbredte “blindhed” for det psykisk afvigende udenfor terapirummet.

Under alle omstændigheder vil samfundet indenfor en overskuelig årrække går i opløsning, som konsekvens af denne udvikling. Som i den grad betinger, at menneskets evne til at indgå i sociale sammenhænge, herunder med deres egne børn, forsvinder. Til gengæld vil den kyniske vold stige ret så markant.

Alt dette kan vi så takke de ”blinde” psykologer for. Der med deres tavshed, manglende kendskab til de psykiske mekanismer eller på grund af en karakterafvigende pengegriskhed, har ladet tingene udvikle sig i en stadig mere karakterafvigende retning.

Bjørn Holmskjold

.

Psykologisk lovmæssighed

Udrydder menneskeheden ikke psykopaterne

Udrydder psykopaterne menneskeheden

 Israel Naftali Bennett og Ayelet Shaked

Man kan ikke lige se det, hvis man ikke lige ved det

.

På overfladen ser psykopaten måske ud som den gennemførte skønhedsdronning, sportsmand, chef, kommunaldirektør eller politiker….

.

Men inden i er de slet ikke mennesker, men destruktive, følelseskolde monstre, uden nogen menneskelige følelser overhovedet.

.

Men folk flest ser kun overfladen, og ikke det inden i – før det er for sent!

Psykopatens tidsalder

.

Donald Trump

Psykopaten er måske ved at overtage narcissistens plads som tidens fremherskende socialkarakter.

.

Et samfund, hvor omskiftelighed er normen, og mennesker i stigende grad bedømmes på ydre fremtræden, begunstiger psykopatens livsstrategier.

.

Men hvori består psykopatens helt særlige magt over andre mennesker

Jette Hansen, mag.art., forfatter – juni 2007

.

Hun burde have fattet mistanke, da hun mødte ham.

En højt begavet mand i sine modne år, der i stedet for at være velkonsolideret stod i Ribers og levede bundløst forgældet. Og det burde i den grad have fået en alarmklokke til at ringe, at rykkere, inkassotrusler, kreditorer, der mødte op på bopælen, fogedbesøg og natlige arrestationer ikke gjorde indtryk. Han børstede det af sig, som var det ingen verdens ting. Han løj tit, opdagede hun, men på umærkelige måder, der isoleret set lignede hensyn til omgivelserne.

Gælden, forklarede han, skyldtes udgifter til hans ekskones kræftbehandlinger. Og ingen af disse misforhold var trods alt noget, min veninde ville dømme et andet menneske på.

Over for hende var han intens, begærende, gavmild, impulsiv – og så kunne han være fantastisk klog og interessant at høre på, i hvert fald når det stak ham. Andre gange kunne han sige ting, der virkede så urimelige, at det ikke var til at begribe, de kunne komme ud af munden på den samme mand.

Der var ikke skygge af tvivl i hendes sind den lysende forårsdag, hvor de sad på en udendørs café oprømte ved udsigten til snart at flytte sammen, og han stillede sit spørgsmål. Hun kan stole på denne mand. For hun ved, han elsker hende.

“Jeg tjener ikke så mange penge om sommeren, det kommer jeg til igen til efteråret, men indtil da vil jeg bede dig om at låne mig til at leve for.”

To år senere ligger hendes økonomi i ruiner.

.

Danmark Stein Bagger

‘Jeg kunne forstå, at de talte om penge. På et tidspunkt lænede finansministeren sig ind over Stein. ‘Du er jo et økonomisk geni,’ sagde han. Det var præcis de ord, han brugte… ‘Okay tænkte jeg, hvis finansministeren af alle siger det, så må det være den rigtige gut, jeg har fat i,’ fortæller Sandberg om Stein Bagger i bogen ‘Gangster’.

Kilde…..

.

Lønnen er ikke længere hendes egen

Min veninde er mærkeligt paralyseret af den form for hæmningsløshed, hendes kæreste udviser. Det er som om det, hun oplever, ikke rigtigt kan gå op for hende. Han opretter billån i hendes navn, tager ekstralån i lejligheden i hendes navn, tager på dyre udlandsrejser, ordner tænder og holder familiefester.

Når regningerne kommer, mangler han pengene – og hun må lægge ud. Hun bliver nervøs og uligevægtig, men selv om han er helt vild med hende, er han også underligt ligeglad med hendes følelser.

Da forholdet er forbi, trygler han længe om at genoptage samlivet. Samtidig giver han udtryk for, at lejligheden må kunne sælges med gevinst, og at han har krav på en del af denne gevinst. Han hævder, at han ikke kunne tjene nok, fordi hun forstyrrede ham ved at skabe konflikter. Han argumenterer for sin ret til at være ejer med, at han er kommet med idéer og forslag til lejlighedens istandsættelse.

Først da min veninde truer med at fortælle hans far om gælden, hvis ikke han betaler, accepterer han. Det viser sig, at han på de to år, de har boet sammen, er kommet til at skylde hende 200.000 kroner. Men han overholder ikke sine forpligtelser. I de følgende to år, der går, før det med besvær lykkes at afhænde lejligheden, bliver hun truet med Ribers, inkasso og sagsanlæg, og skattevæsnet ender med at gøre indeholdelse i hendes løn for hans ubetalte p-bøder. Så aldeles uanfægtet er han herover, at det får hendes egne normer til at vakle.

Hun åbner blot konvolutten med sin lønseddel måned efter måned og konstaterer med en form for sløv undren, at sådan er det altså. Hun råder ikke mere helt over sin egen løn. Og hvad mon hendes arbejdsplads tænker? En mærkelig vrangverden har syltet hende ind, endskønt hendes fornuft udmærket er i stand til at gennemskue urimeligheden. Ting, som i grunden ikke er plausible, vænner hun sig til uden at ville det.

Hans far dør, og afdragene stopper. Hun forklarer ham rystet, at de 200.000 er det absolut nødvendige grundlag for, at hun overhovedet kan blive boende sammen med sine børn, det sted hun er flyttet hen nu – en fireværelses i Brøndby. Han ignorerer hende. Holder blot op med at betale.

.

Hvad er det for en særlig magt en psykopat har over andre mennesker?

Tidligere på året udtalte flere eksperter til Information (“Brixtoftefænomenet: Mestre i masseforførelse” den 11. april, 2007) at folk som Peter Brixtofte, Claus Riskær Pedersen og Kurt Thorsen – uden at man kan sige, om de rent faktisk er psykopater – udviser træk, der ligner psykopatens.

.

.

På fjernsynet ser jeg Kurt Thorsen blive løsladt. “Her har I mig tilbage,” synger han muntert, idet han træder ud af fængslet. De viser igen og igen det berømte tv-klip, hvor Kurt Thorsen står jovialt smilende uberørt efter retsmødet, mens Rasmus Trads brøler og spytter: “Føj for helvede, hvor er du led. Hvor er du en løgner. Føj for helvede, du må have det skidt med dig selv. Du må!” men det er jo just hele miseren og grunden til, at Rasmus Trads brøler sådan op. Thorsen har det ikke skidt med sig selv. Han magter at lyve og forvrænge sandheden og at være skyld i andres ulykke, uden at det afsætter nogen form for skam eller tvivl.

Her har i mig igen

Hvad er det Trads har i klemme? Han anråber en virkelighed, som nægter at indtræde.

Første pointe: Den, der relaterer sig til en psykopat, bliver udsat for et virkelighedstab!

Den ene skinner af charme og overskud, den anden ligner en knyttet næve. Jeg stirrer fascineret. For mig bliver dette uhellige par en art sindbillede på det, man kunne kalde ‘psykopaten og mennesket’. Og det bliver billedet på det almindelige menneskes Waterloo, normalitetens hjælpeløse degeneration til indebrændt frustration, underskud og afmagt i mødet med psykopatens strategier.

For hvem fæster vi lid til, hvem hører vi på, og hvem foretrækker vi? En anfægtet og krampagtigt udskældende Rasmus Trads eller en afslappet rolig og venligt smilende Kurt Thorsen?

.

.

Ofte forestiller vi os psykopaten som personificeringen af vold og ondskab, som en koldblodigt planlæggende forbryder, der vil os det ondt. Men det er ikke sandsynligt, at psykopaten er særligt interesseret i andre mennesker eller i at komme dem til livs. Psykopaten er interesseret i sine egne behov og mangler etik og grænser med hensyn til, hvorledes han er parat til at forfølge dem.

Psykopaten er sagtens i stand til at nære stærke følelsesmæssige præferencer. Det er dette, der forræderisk kan tage sig ud som varme.

Men i virkeligheden er det en udstrækning af egoismen: Psykopaten foretrækker det andet menneske for sine egne behovs skyld og ikke for det andet menneskes unikke selvs’ skyld. Man kan sagtens føle sig elsket af en psykopat og desto mere forvirres over den lejlighedsvise kulde og ufølsomhed. Der er tilbøjelighed til at trivialisere fænomenet ved at sige, at psykopater mangler evnen til indføling.

Men psykopater er ofte formidable til at vide, hvad der forgår inde i andre mennesker og benytte sig af det. De kan godt aflæse andres følelser.

Det særlige og radikale ved psykopater er, at de er ligeglade med andres følelser. Men det giver dem også en særlig suverænitet!

Psykopater føler ikke skyld, de føler ikke skam, de er uden normale moralske hæmninger, de har en bemærkelsesværdig evne til at smyge alle bebrejdelser og anklager af sig. På grund af denne frihed fra anfægtelser har psykopater ofte en ekstremt stærk veloplagthed. Den helt uhæmmede forfølgelse af egne interesser får ambitionen til at tage sig ud næsten som dyrets instinkt.

Som et stykke natur med andre ord. Psykopater er tiltrækkende, fordi de har dyrets suverænitet!

.

.

Anden pointe: Psykopaten er mere tiltrækkende med sin suverænitet end det normale menneske med sine hæmninger.

.

Psykopaten kommer altid igen. Det er den tumlingeeffekt, vi i virkelighedens verden ser med mænd som Brixtofte, Thorsen og Riskær. “Her har I mig tilbage,” synger de og træder ud af fængslets port.

Veloplagte, ukuelige gør de deres entre på samfundets scene.

.

.

Folk bliver ved med at fatte tillid til psykopater – selv med fængselsdomme og diagnoser hæftet på sig.

Både på grund af deres særlige suverænitet. Men også, fordi psykopater vækker en dyb og ubevidst angst, der paralyserer mennesker.

.

Virkeligheden indhenter Fogh

Han forvandlede en højkonjunktur til en kriseøkonomi, han smadrede sit politiske parti og gjorde det farligere at være dansker i verden.
Det står nu klart, at Anders Fogh Rasmussen ikke var en stor statsminister
.
.

En diktator genkendes på dennes adfærd

Foghs terrorregime

 »Da han blev minister, optrådte han nok som det dummeste svin i nyere tid. Han har en plovfure af lig efter sig,« siger en tidligere embedsmand om Fogh som skatteminister. Derefter følger andre embedsmænd, der fortæller om en egenrådig politiker, der anså folk som uduelige, som glemte, at han havde 15.000 ansatte, og som var så grænseløs ambitiøs og ærekær, at han brugte andre mennesker og smed dem væk på en måde, som får embedsmændene til at tale om »et rædselsregime.«

Anders Fogh Rasmussen måtte gå som skatteminister på grund af roderi i sit ministeriums regnskaber, men det ligger mellem bogens linjer, at det ville han aldrig have behøvet, hvis han havde opført sig ordentligt. Faktisk kunne embedsmændene have reddet ham. De gad bare ikke. For han havde besat deres ministerium med en rigid perfektionisme, og på den måde skabte han selv den modstandsbevægelse, der lod ham vælte.

Fra: Biografi: »Fogh. Historien om en statsminister.«

.

Mig, mig, mig og så den anden

For at forstå psykopatens virkemåde, og hvad der gør det navnløst forfærdeligt at have været i relation til en psykopat, kan det være godt at se på det psykologiske begreb om intersubjektivitet.

Den berømte amerikanske psykolog Daniel Stern siger, at det tidlige samspil mellem mor og barn (= intersubjektivitet) er en umådeligt central læringsproces, som handler om at kunne være sammen med et andet menneske. Ethvert menneske er i denne henseende udstyret med en udviklingsmæssig fortid, der klæder vedkommende på til at indgå i forskellige forhold, f.eks. i et intimt forhold, med viden om den anden og med viden om, at den anden ved om én selv.

Denne fond af følelsesmæssig viden, som skabes igennem de tidlige udvekslinger af opmærksomhed, kontakt og berøring konstituerer en fundamental virkelighedsfornemmelse.

Alligevel kan man aldrig forudsige, hvad den anden vil gøre, tænke eller føle, understreger Stern.

At lyve er et eksempel, hvor et menneske kan bryde et andet menneskes kendskab til den, der lyver og kendskabet til, hvordan man selv bliver opfattet – men det er kun muligt at lyve effektivt over for et andet menneske, hvis man ser, hvad der er inde i den pågældende. Ligesom ved empati kræver dette intersubjektivitet, som således kan fungere imellem to mennesker både på godt og ondt.

Det er altså her psykopaten er inde og operere: I intersubjektivitetens felt!

Psykopaten ødelægger ligesom løgneren kontinuiteten i dette felt. Han ødelægger, at vi kan vide om den anden og vide, at den anden ved om os – en fundamental forudsætning for, at vi kan orientere os i verden.

Derfor fremkalder psykopater en navnløs rædsel. For de ødelægger hele dette førsproglige grundlag! De får det til at forsvinde. Det er dybest set dette virkelighedstab, psykopaten påfører andre mennesker.

.

TAGES DER HØJDE FOR PSYKISK SYGE POLITIKER I ET DEMOKRATI?

.

Tredje pointe: Den rædsel, psykopaten vækker, skyldes, at psykopaten ikke selv har installeret ‘den anden’ i sig og at han ødelægger ‘den anden’ i andre mennesker. Dette er psykopatens egentlige vold.

Vi betaler en pris for den gave, det er at bære ‘den anden’ i sig. Prisen er en evig indre anfægtelse. Vi kan ikke konkurrere med psykopaten om magnetisk selvtillid og veloplagthed.

Men gaven, ‘den indre anden’ giver os, er, at vi kan knytte dybe, varige og holdbare kontakter. Der kommer dybde, kontinuitet og udvikling i vores liv – og i vores indre liv.

Denne nydelse kender psykopaten ikke.

Kynisk, udspekulert – og helt normal

I slutningen af 1800-tallet kunne en kunstner som Henrik Ibsen skrive Gengangere og med Fru Alving og Osvald som det ulyksalige mor/søn-par vise, at narcissisterne skulle blive neurotikernes børn. I første halvdel af det 20. århundrede afløste den narcissistiske socialkaraktertype gradvist neurotikeren som den fremherskende socialkaraktertype.

Omkring det nye årtusindeskifte viste den amerikanske forfatter, Siri Hustvedt i den berømmede samtidsroman Det jeg elskede, om generationen efter Anden Verdenskrig, at narcissister skaber psykopater. Især portrættet af den uhyggelige dreng, Mark, indhentede Hustvedt berømmelse.

Med brug af forskningen i hysteri og spiseforstyrrelser trækker Hustvedt forbindelsen til psykopati som den ny tids fremherskende sygdom i skæringspunktet imellem kultur og individ.

.

Hvilke sociologiske fænomener afspejler, at vi måske befinder os i en tid, hvor psykopaten er på vej til at blive den fremherskende socialkaraktertype?

.

Man burde se på netdating-kulturen. Her er løgne, manipulation og forstillelse gængs strategi blandt de drevne datere.

En af mine bekendte – en kvinde på 40 – blev pludselig forladt af sin mand. Allerede næste morgen sad hun og surfede på netdating.dk. Hun skrev til fyrene, at hun aldrig havde prøvet det her før (i virkeligheden har hun brugt mediet flittigt igennem de sidste 10 år), var ganske usikker på, hvordan man gjorde, havde været alene længe og var nu klar til et dybtfølt forhold.

Før man bliver forarget over kvindens løgnagtige og manipulerende måde at bruge mediet på, bør det fortælles, at de mænd, hun endte med at møde, var nøjagtigt lige så kyniske og udspekulerede.

.

Det psykisk syge nyder i dag mere end nogen sinde fremme i tv-“underholdningen”

.

En populær tv-serie, som Klovn af Casper Christensen og Frank Hvam, viser, at der er sket et skift i socialkaraktertypen.

Klovnen – Frank Hvam – udstiller noget karakteristisk. Joken bygger så godt som altid på fremvisninger af især Franks totalt manglende evne til empati. Det er ikke mindst den uhæmmede udfoldelse af normalt tabubelagte former for aggression – så som racisme, sexisme, diskrimination af handicappede etc., der springer i øjnene.

.

Psykisk syge underholder psykisk syge

.

Reality-programmer som for eksempel Love Island, Robinson, og Big Brother er tidstypiske. Programmerne opererer med et psykopatisk menneskeideal. Det er meningen, at deltagerne skal være denne særlige blanding af tiltrækkende, manipulerende og hensynsløse.

Kun sådan kan de vinde.

.

Det diskuteres for tiden i psykologfaglige kredse, om man bør opgive psykopati som en diagnose, idet psykopati tilhører karakterafvigelserne, og det forekommer vanskeligt at definere en egentlig sygelighed.

Man burde overveje, om ikke der alligevel ligger en alvorlig udviklingsmæssig forstyrrelse og dysfunktionalitet til grund for psykopatien.

Spørgsmålet er nemlig, om ikke man må bestemme psykopatens særlige forhold til realiteten, således at han på et følelsesmæssigt niveau simpelthen ikke har anerkendt ‘den anden’. Heri ligger den bemærkelsesværdige evne til ikke at internalisere de vurderinger, der bliver placeret på ham fra samfundets side: fordømmelsen og straffen.

Jette Hansen er mag.art., forfatter

Kronik, Information 15. juni 2007

.

Hvad er psykologi egentlig for en størrelse?

.

You may also like...