Politikerne skal forstå, at demokratiet er en klimatrussel

Mennesket ser ikke dets egne ødelæggelser, som en trussel mod deres egen overlevelse.

.

Klimakonferencer er den årlige begivenhed, hvor eksperter og politikere fra de fleste af verdens lande mødes for at drøfte løsninger på klimaforandringerne.

Det er symptomatisk, at i takt med at antallet af klimakonferencer sætter nye rekorder, så accelererer klimaforandringerne med en hast, der overhaler den virkelighed, der drøftes på de mange møder.

Det seneste klimatopmøde blev således afviklet i lyset af de hidtil mest alarmerende analyser af, hvor hurtigt og alvorligt klimaet vil ændre vores livsvilkår, uden at det endnu er lykkedes at finde fælles, kloge og endsige effektive løsninger.

Siden starten af klimamøderne har politikere og eksperter haltet langt bagefter udviklingen.

.

Offentliggjort den 14. sept. 2018

.

Undersøgelserne er i forløbet blevet stadig mere præcise og er nu helt konkret varslende, at vi har passeret “point of no return”, og dermed de hidtidige mål om en global temperaturstigning på max.1,5 grader, der nu er passeret, og formentligt også den af FN satte yderste grænse på 2 grader.

Teoretisk kan målet med de 2 grader måske være opnåelige, selv om det næppe er realistisk, slet ikke set i lyset af den politiske enfoldighed.

Hvorfor det bliver realistisk, at vi i dette århundrede vil bevæge os ind i et 3-4 grader eller endnu varmere verden.

Det er svært at forestille sig de ekstreme konsekvenser verdenssamfundet da vil have at slås med, der med garanti vil opleves skræmmende anderledes, end de udfordringer, der p.t. drøftes på diverse konferencer.

Der er med andre ord brug for en helt anden virkelighedsforståelse.

.

.

Enkelte tal illustrerer udfordringens omfang og karakter:

Vi bliver ca. en mia. flere mennesker på kloden frem mod 2030 og endnu godt en ekstra mia. mere i 2050. År 2100 vil der være op mod 11.000.000.000 mennesker.

De kan forvente at have mindst samme levestandarder, som kendetegner nutidens middelklasse, og de vil dermed udløse en ekstra forbrugseksplosion inden for fødevarer, vand, energi, tøj, transport m.v.

Der alle er klimabelastende og naturnedbrydende områder.

En række internationale analyser viser f.eks., at forbruget af fødevarer vil stige mellem 60 og 100 pct. inden 2050. Alene i Asien vil efterspørgslen på kød og fisk vokse med næsten 80 pct., virksomhedernes vandforbrug vil stige med 400 pct. og de private husholdningers med 140 pct.

Det betyder bl.a., at 3 mia. mennesker i 2050 vil leve i områder med udpræget vandmangel. Samtidig vil modeindustrien fordoble sit ressourceforbrug, herunder ikke mindst af vand, og antallet af biler på vejene og flykilometer i luften vil fordobles inden 2040.

.

.

Fortsætter det nuværende forbrug af plastik, vil det mere end firedobles fra de nuværende 400 mio. tons om året til 1,8 mia. tons i 2050.

Under sloganet ’Earth Overshoot Day’ er der udviklet et mål for, hvornår i løbet af et kalenderår jordens befolkning har brugt de ressourcer, som kloden er i stand til at gendanne inden for et år.

Den dato var i 2018 den tidligste nogensinde, nemlig 1. august. I Danmark allerede i marts. Fra den dag begyndte dette års overforbrug, og som udviklingen er p.t., vil den skæringsdato falde stadig tidligere på året som et udtryk for afstanden mellem de politiske intentioner og virkeligheden hos de mennesker, der skal opfylde dem.

.

.

Alene det der skal til for at holde et moderne samfund kørende er i sig selv så ekstremt overforbrugende naturens ressourcer, at det får alvorlige konsekvenser for menneskehedens overlevelse, selv uden klimaændringerne.

Spørgsmålet er om politikerne reelt vil løse problemerne?

Svaret er nej…!

For i et demokrati, hvor stemmerne er vigtigere for politikerne, end befolkningens overlevelse, er det at lovgive om folks vaner og adfærdsmønstre ikke populært, og vil da også blive straffet med stemmetab.

Derved bliver demokratiet i sig selv en trussel mod befolkningen.

Det er først når klimakonsekvenserne bliver en meget håndgribelig trussel mod vælgerne selv, befolkningen accepterer gennemgribende foranstaltninger.

Men da er løbet kørt, og vi vil ikke være det mindste i tvivl om det.

.

.

Regeringen vil fremstå “grøn” og vil udfase alle benzin- og dieseldrevne biler inden 2030. Der efterfølgende har en levetid på yderligere 15-20 år.

I et demokratiet er den store opgave for politikerne, med største forsigtighed, at gøre skiftet attraktivt for de krævende forbrugere, og det samme gælder for alle øvrige klimabelastende forbrugsvaner.

Over for en sådan forbrugsbegrænsende strategi vil de kapitalistiske partier, det vil sige højrepartierne, helt sikkert spille det liberalistiske kort om, at det personlige forbrug er en personlig sag.

Men det er ikke korrekt. Og da slet ikke når adfærden er en trussel mod helheden og naturligheden.

Men det ændrer ikke på, at det er et politisk ansvar, om nødvendigt med tvang, at påtvinge befolkningen forbrugsvaner, der tilgodeser helheden, for ellers kan vi lige så godt på forhånd opgive at vinde klimakampen.

Klimamål er altså ikke kun et personligt valg, men et samfundsvalg, og dermed i virkeligheden også et bredt accepteret politisk valg. Det har vi accepteret, når det f.eks. gælder trafiksikkerhed – og det samme skal naturligvis være tilfældet for klimasikkerheden.

Og det er netop det valg, der burde præge den politiske debat.

.

.

Herhjemme indleder de politiske partier snart en valgkamp, der i det store perspektiv vil handle om ’luksustemaer’, dvs. forbedringer af et i forvejen relativt højt velfærdsniveau.

Omend forbedringerne kan være nok så berettigede, bestemmes fremtidens velfærd i høj grad af, at vi sammen får løst de presserende udfordringer i en helt anden størrelsesorden, nemlig i form af en meget hurtig omstilling til markant ændrede klimavilkår.

Indtil de nye vilkår bliver hovedtemaet i en valgkamp og det centrale debatemne hos familierne rundt omkring i landet, har vi ikke forstået – eller “fortrængt” – hvad fremtidens klimaøkonomi handler om, og hvilke få valgmuligheder vi reelt skal tage stilling til.

Politikerne må droppe deres krybende berøringsangst over for vælgerne og stille ultimative krav i stedet for kun at opfylde ønsker. Og vælgerne må indstille sig på, at de ikke har et valg imellem at tænke på sig selv og deres egne behov her og nu, eller på de levevilkår, som bliver afgørende for, om deres børn og børnebørn får et liv efter dem selv.

Klimaforandringerne konfronterer os således med nogle meget klare eksistentielle valg, der rækker uendeligt langt længere, end til næste valg.

Kilde: mm.dk – Kilde: nyheder.tv2.dk – Kilde: information.dk

.

Lige siden COP15-klimamødet har jeg og Venstre sovet i timen, og spillet hasard med danskernes fremtid til fordel for mere vækst og rigdom. Vi fortjener ikke jeres stemme…!

Der er dømt undtagelsestilstand i Danmark og resten af verden….

.