På landet er vi ikke bange for muslimer

Byfolk genkender ikke de gamle værdier hos muslimerne, som man på landet har den største respekt for, skriver Bjørn Holmskjold

 

Bjørn Holmskjold, Kristeligt Dagblad, 13. februar 2011

.
Efter at have læst Karen Jespersens holdninger her i avisen (DEBAT: Imamråd i Danmark ville være katastrofalt 8. februar 2011), vil jeg nu nok mene, at det mest skræmmende er de, der lader sig skræmme over så lidt. Det virker som om, at de ikke ville kunne leve et normalt liv, uden denne besynderlige angst.

Rent faktisk findes der et parti, som alene eksisterer på grundlag af denne besynderlige angst. Dog hedder det ikke ligefrem, Partiet til fremme af angstneurotiske tilstande i Danmark, men noget så ligetil, som Dansk Folkeparti. Misvisende for så vidt, at nok er der kommet rigtig mange angstneurotiske mennesker til i dagens Danmark, men dog ikke så mange endnu, at de modsvarer et partinavn, som Dansk Folkeparti.

Karen Jespersen er med sin udtalte angst for de fremmed dog ikke medlem af Partiet til fremme af angstneurotiske tilstande i Danmark, men af et gammelt parti, der har sine rødder plantet dybt i landbrugets plovfuger. Og derfor vel nok må siges at repræsentere et folk, der fint evner at holde begge fødder nede på jorden. Så meget desto mere forekommer Karen Jespersens angstneurotiske adfærd, at være en stærk kontrast i forhold til landmændenes stilfærdige adfærd.

Hvor selv den stærkeste storm kommer til kort.

Vi på landet er jo nok af den holdning i forhold til muslimerne, at de på mange måder repræsenterer det gode gamle danske, hvor familien var en enhed, der stod sammen i tykt og tyndt. Det er just ikke sådan en gennemsnitlig dansk familie fremstår i dag. De er enten gået i opløsning, eller undervejs til at gå i opløsning. Hvorved den trygge platform, som familien burde være for børnene, nu har gjort børnene til et omrejsende cirkus. Så de i det mindste får set lidt til den anden forælder. En luksus, som heller ikke er det mest udtalte, for de børn, der stadig har begge deres forældre på sammen adresse. For også de må nøjes med den smule kontakt med deres forældre, som arbejdet og forældrenes fritidsinteresser tillader. Lidt har som bekendt også sin ret. Men det kan også blive så lidt, at det bliver til noget skidt.

Når alt kommer til alt, så er vi på landet ikke skræmte over muslimerne. Der har vi nok så meget mere der samler, end der skiller. Nemlig de familiemæssige værdier, udholdenheden i form af lange arbejdsdage, evnen til at rejse sig ved egen kraft, trods modgang. Alle disse gode gamle værdier, som i dagens Danmark er blevet mere undtagelsen, end reglen. Så når alt kommer til alt, så er det måske netop derfor, muslimerne virker så skræmmende på byfolk, der jo ikke har så meget jordforbindelse, at det gør noget. Hvorfor de ikke genkender de gamle værdier hos muslimerne, som vi på landet har den største respekt for.

Nå, med det kan I jo så lige tænke lidt over. Så vil jeg gå ud i den friske vind og få flyttet hestene, før det bliver mørkt.

.

.