Når du læser dette, er jeg undervejs til de “Evige Jagtmarker”.

Ens personlighed står og falder med ens opvækst, samt på godt og ondt, kombinationen af medfødte talenter og andre arvelige forhold.

 

Der stod ingen steder skrevet at jeg, der som lille legede i en mørk baggård, og for hvem naturen var lidt jord omkring et stort træ, at naturen en dag skulle blive mit èt og alt, og at skolen, bortset fra biologi, var noget, der blot var noget der skulle overleves, for så en dag at stå i skovkanten og forundrede mig over, hvorfor der er sådan en orden i naturen, men ikke i menneskenes verden.

Havde Gud besluttet, at det skulle være sådan, eller var det Naturen?

Der skulle gå flere år før jeg satte alt ind på at finde svaret på mit spørgsmål. Her under at begribe, hvordan mennesket skulle begribes i forhold til den omgivende natur.

.

 .

Som lille greb jeg nok ikke telefonen for at klage tingenes tilstand, det skete først senere. Derimod startede min kamp med at bliver klogere på hvem jeg selv og alle andre var, og som årene gik, i stigende grad for at blive klogere på den verden jeg var født ind i.

Jeg fik at vide, at jeg var et nemt og tålmodigt barn. Og husker jeg ofte blev omtalt som værende meget observerende, hvad der skete omkring mig. Allerede som lille kunne jeg sidde på afstand og betragte mennesker, og fortælle min mor, “Jeg tror de to er uvenner”. Dette behov for observere det, som skete omkring mig skulle blive kendetegnende mig, opdagede jeg først mange år senere.

Som for alle andre er jeg også en konsekvens af min opvækst.

Selv mindes jeg, at vi sad ved springvandet “Agnete og Havmanden” i Århus, og jeg på et tidspunkt gik balancegang på kanten af springvandet. En anden lille dreng gjorde mig kunsten efter, bare den modsatte vej, og resultatet var vi mødtes og stod nu med problemet, hvem der skulle vige for hvem? Han slog spontant ud efter mig, hvilket fik mig til at løbe grædende hen til min mor, og klage min nød. Min lidt over to år yngre lillebror Lars ville i samme situation og alder uden tøven have vippet han i vandet. Ingen tvivl om den ting.

Beskeden fra mor var kort og godt, at jeg så bare skulle slå igen. Så jeg gik fortrøstningsfuld tilbage i balancegang som før, og vi kom igen til at stå over for hinanden. Drengen slog igen ud efter mig, og jeg slog igen med det resultat, at han faldt i vandet. Han græd og jeg græd, og begge løb vi til vores mor. Og det kom der ikke nogen konflikt ud af mellem forældrene. Der begge havde fulgt optrinnet.

Curlingforældre fandtes ikke dengang i midt 50’erne, hvor drenge forventes at blive mandfolk. Min opdragelse var ikke lange formaninger, men en besked om, jeg skulle tænke mig om. Det var så først bagefter jeg havde dummet mig på den ene eller anden måde, at jeg blev opmærksom på, at her burde jeg nok have tænkt mig om. En pædagogik, der senere i livet blev inkluderende i mit arbejde med børn og unge.

Årene gik, og jeg blev i stigende grad opmærksom på min opvæksts betydning. Når noget usædvanligt skete, kunne jeg på det nærmeste “genafspille” episoden, så jeg så mig selv og det hele udefra. I mangel af bedre kaldet jeg det for mit “tredje øje”. 

Det skal indrømmes, at jeg tit selv var forundret min fordybelse i verden omkring mig. Når jeg gik tur i skoven med min pointer “Buggi”, og disse ture var mange og ofte lange, blev jeg ofte tænkende på et andet dybere niveau. For så ind i mellem at opdage, at ud af intet kom krystalklarer sammenfatninger af det jeg gik og tænkte. Men de var som drømme forsvindende kort efter, og blev snart tågede erindringer.

Det skete flere gange, hvilket gik mig mere og mere på, for der skulle ikke meget forstyrrelse til, før det hele tågede væk. Så købte jeg mig en diktafon!

Så snart en af disse fordybelser dukkede op, blev der omgående sat ord på. Det interessante var nu, at jeg ikke behøvede at lytte optagelserne igennem, for i det øjeblik jeg satte ord på blev det bevidst i hukommelsen. Det ubevidste blev bevist, som jeg flere år senere skulle finde ud af, da jeg fordybede mig i psykologien.

Jeg har lavet en video-serie nedenfor, som beskriver min opvækst, og den vej jeg siden hen fulgte i min søgen efter viden og selvindsigt. Hvorfor jeg blev søgende på den måde har jeg ikke fundet en forklaring på. Og der er selvsagt utallige andre oplevelser og fortællinger, som kunne nævnes, som her forbliver ufortalte. Men alt i alt blev det for mig en lang og til tider snørklet vej, som med tiden skulle vise sig at føre til en stor selvforståelse, og ikke mindst til en helhedsforståelse af Homo sapiens. Som vi alle er beslægtet med.

Det hele udspringende af funderingen over, hvorfor der er sådan en orden i naturens verden, men ikke i menneskenes verden. Jeg kan tydeligt huske jeg stående i skovkanten stillede mig selv spørgsmålet, om det var Guds vilje, eller om det var naturens vilje. Dette paradoks skulle flere år senere vise sig baseret på de grundlæggende psykologiske og biologiske lovmæssigheder, der i forening forklarede tingenes tilstand, og i lige linje ikke mindst konsekvenserne af udviklingen i menneskets verden fra individet til globalt niveau.

Men der skulle som sagt gå flere år i medgang og modgang før jeg fandt ud af der var system i tingene.

Jeg er i dag dødende af cancer i maven, og skulle efterfølgende for at konstaterer det gennem en masse lægeundersøgelser, og i den forbindelse forholde mig til operationer, som måske, og i bedste fald, kunne forlænge livet en tid. Det har jeg konsekvent fravalgt velvidende, at så vil resten af mit liv blive domineret af sygdomme. Jeg har aldrig været syg, men sund og stærk, så alternativet ville jeg slet ikke kunne leve med under alle omstændigheder.

Og det ikke mindst velvidende, at vi alle lever i en selvforskyldt dødende verden, som fagkundskaberne nu langt om længe, og længe for sent, beskriver som den 6. masseudryddelse i klodens historie, skabt af den menneskelige enfoldighed. Og den menneskelige enfoldighed bliver bestemt ikke mindre i fremtiden.

Denne kontante udmelding kom lidt bag på lægen på Skejby Universitetshospital, som jeg havde krævet et møde med. Da hospitalsystemet allerede var i fuld gang med at planlægge forundersøgelser til en operation og jeg ved ikke hvad. Og det uden jeg på det tidspunkt følte mig orienteret om, hvad jeg reelt fejlede.

Med mine forklaring for at disponere på den måde kunne jeg se på den kvindelige læge, at det hos hende ramte noget, som om hun selv havde gjort sig samme tanker. Hun ser jo virkeligheden blandt de mange kræftsyge. Reaktionen var da også, at hun fulgt ud accepterede min disposition. Og synes i øvrigt, jeg så alt for rask ud til at skulle død.

En sygdomsoplevelse jeg selv har, da symptomerne mest komme til udtryk med stort vægttab og træthed i perioder. Jeg føler mig på daværende tidspunkt slet ikke alvorlig syg, og da slet ikke dødende. På den anden side fulgte jeg for mange år siden min mors lange kamp mod brystkræft, til hun døde for øjnene af mig. Så jeg ved hvor hurtigt kræften kan blive udtalt, og enhver friskhed forsvinder væk i sygdommen.  

Det er mange år siden jeg blev opmærksom på afviklingen af naturen, og sideløbende ligeledes afviklingen af naturligheden hos mennesket, som konsekvens af samfundsudviklingen, ikke mindst i den vestlige verden. Og forudseende, at det vil verden på ingen måde kunne ændre på, eller psykologisk have evne, vilje eller interesse i at ændre på, og det helt uagtet, at folk nu mere end nogensinde har meget fokus på alvoren og konsekvenserne af ikke mindst klimaændringerne. Udryddelsen af biodiversiteten har havde på et tidspunkt ikke samme store interesse, uagtet et økologisk sammenbrud, som tilfældet med klimaændringerne, ville få dødelige konsekvenser for mennesket.

Uagtet hvad folk måtte gå rundt og tro, så er løb kørt. Menneskeheden står ikke overfor en fantastisk fremtid, og jeg vil med døden slippe for at skulle opleve den ene af naturens arter efter den anden udryddes, slipper for at følge den manglende forståelse for at handle for naturens skyld, men alene for at redde den eksisterende altødelæggende samfundsindretning. Og det kaos verden vil opleve indenfor en meget overskuelig fremtid.

.

Min interesse for naturen har altid været dominerende og været prægende mit liv.

.

Nedenstående er min fortælling om mit liv i hovedtræk. Der er naturligvis rigtig meget mere, der kunne fortælles. Nok til flere bøger. For undervejs dukkede talrige lærerige erindringer op, som også kunne fortælles. Men som jeg så lader blive ufortalte. I alt fald for nuværende, hvor der er mange praktiske ting at se til i forhold til familien, testamente og jeg ved snart ikke hvad…!

Men som forudset kommer jeg til at dø kæmpende en allerede tabt kamp for den natur, der blev hele mit liv. Så mod alle odds valgte jeg hellere at død kæmpende, end ikke at ikke have kæmpet kampen.

.

.

..

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.