Leder i jagtforeningen NJFF, Knut Arne Gjems, bliver i denne kronik imødegået af jæger

Leder i NJFF Hedmark, Knut Arne Gjems, blir i denne kronikken imøtegått

.

Jægere for ulv

Af Adolf Larsen, småvildtjæger

Sidst opdateret: 26. april 2016

Artiklen er over 2 år gammel

 .

Kommentar: Leder i Hedmark-afdelingen i forbundet for jægere, Knut Arne Gjems, har i en kronik lanceret en version om at ulvepolitikken, der sætter jæger og jægertraditionen i fare.

Det han ikke ser er, at jægernes egen organisation taber hele befolkningens positive syn på jagt og forvaltning.

Når Gjems i kronikken skriver, at «det ligger i jægerblodet at vi er kulturbærere» er dette i bedste fald det rene overfladesnak, og et troligt forsøg på at skabe en samfundsmæssig forståelse for hans egne interesser.

Det eneste punkt, hvor jeg er enig med Gjems, er når han skriver om baggrunden for de store konflikter i ulvesagen, noget jeg skal komme tilbage til.

Siden jeg ikke trænger til et ideologisk påskud for går på jagt, så er det vel på sin plads med en egen erklæring.

Jeg jagter småvildt, i hovedsagen skovfugle i skovene i søndre Elverum. Det har jeg holdt på med siden jeg var 16 år. En konkret måde at bruge naturen til jagt for os, som ikke har ejendom eller rettigheder til elg-jagt.

Jeg har hverken materielle eller følelsesmæssige grund til at efterstræbe ulv eller nogle af de andre store rovdyr i naturen.

.

Leder i Hedmark Knut Arne Gjems stod bag demonstrationen – https://www.tv2.no/a/8840530/

.

Siden Gjems påberåber sig, at jægere skal have en særlig omtanke for naturen, en natur de har været en del af i flere tusinde år, skal jeg bringe nogle fakta.

Lad os starte med forvaltningen af elg-stammen, som er det økonomiske grundlag for ulvedebatten.

Mange som engagerer sig i debatten er grundejere og elg-jægere, som har interesse i at holde ulven borte. Elg-stammen er, i hovedsagen, vokset, af to grunde. For det første omlægningen af skovbruget til mere åben skov med efterfølgende øgning i fødetilgangen.

Og den aller vigtigste: Myndighedernes regulering af forvaltning og afskydning af elg-stammen.

I tidligere tider var der en lokal forvaltning af elgen, noget som i hovedsagen betyder at dyr med størst slagtevægt, og største økonomiske udbytte, blev skudt. Med store og åbenbare negative konsekvenser for udviklingen.

Da forslaget om den rettet afskydning kom, noget som indebar at skåne de ældre hun-elge, og i stedet beskatte kalvene, blev der et kolossalt oprør i elg-jægermiljøerne. Delvis rettet mod indholdet, men først og fremmest, som i ulvedebatten, rettet mod at de lokale kræfter skulle overtrumfes af akademikere fra byen. Overløbet blev de, og efter ganske kort tid indså alle, at dette var en smart måde at forvalte elg-stammen på.

.

.

Skepsissen der fortsatte.

Der er et mindretal i landsbyområderne, som faktisk er imod ulv. Men de fleste bliver mere provokeret over at byfolk kommer og fortæller dem, hvordan de skal behandle rovdyrene.

Gjems omfavner fårebønderne og den fantastiske tradition med dyr på utmarksbeite (græsning i højdedragene), som har «formet vort smukke kulturlandskab», som Gjems udtrykker det.

Jeg er vokset op med småbrug, med fårehold, og ved temmelig meget om, hvor populære får på utmarksbeite var. Den eneste bekymring grundejere og elg-jægere havde for os, som havde får i skoven var, at vi måtte sørge for at der var tomt med får i skoven, den dag elg-jagten startede.

En af gangen var det den 27. september, noget som var temmelig tidligt, når efteråret var fin, at tage fårene hjem. Derfor er der heller ikke en alliance mellem jagere, grundejere og fåreavlerne… andet end en taktisk alliance.

For elg-jægerne, og ikke mindst grundejerne, opstod alliancen som en konsekvens af Norges Jæger- og Fiskerforbundets rolle, da ulven dukket op igen i norsk natur.

Da ulven reetablerede sig i Norge, forspildte jægerforbundet en gylden mulighed til at skabe en alliance mellem naturværn og jægerne. Forbundet forstod ikke, at ulven i en helt anden grad end andre rovdyr først og fremmest ernærer sig af elg og ikke husdyr, og de havnede derfor i kompagniskab med skovejerne og landbruget.

.

.

Konsekvenserne er flere.

Den mest tragiske er debatten om bestandsmål og jagt på rovdyr, hvor standpunktet, at rovdyr skal betragtes som en naturlig del af norsk natur forsvandt.

I stedet skulle alle, selv vi som jagter småvildt, presses ind i en alliance med bønder og grundejere. Og værst af alt, landbrugets præmisser blev lagt til grund for forvaltningen.

Dersom jægerforbundet fortsætter på denne måde, kommer folk i byerne til at miste troen på at det går an med at jægerne kan forvalte noget som helst.

Det eneste punkt hvor Gjems, efter min mening har ret, er at konflikterne omkring ulven handler om meget mere… end ulv og dræbte får.

Ved ulvens reetablering var rovdyr-modstanderne marginaliseret.

.

.

I søndre Elverum, hvor jeg vokset op, var det stort set forbi med at have dyr på utmarksbeite, hvor kun få får blev dræbt af rovdyr og det fandtes ingen materielle årsager til nogen havde noget mod rovdyrene.

Alt dette blev ændret. Ikke med etablering af ulvezoner, men ved ulvens hjemkomst.

Debatten blev forandret fra en debat om forvaltning, til modsætning mellem bygd og by. Fårefarmernes problemer med et fåtal rovdyr blev forstørret til store samfundsmæssige problemer. Og fårefarmerne var blevet bygdernes store forsvarer.

Ikke mindst ser vi dette i den nye alliance i Hedmark.

Her er det Høyre og Ap, som har fundet hinanden i kampen mod regeringens nye melding om ulv og bestandsmål. Her forsøger landbrugspolitikkens mest konsekvente forsvarere af stordrift i landbrugspolitikken, med nedbrydning af småbrug og levedygtige bygder som konsekvens, og bliver udkanternes store ligbærere.

Havde sagen ikke været så vigtig, ville man kunne se ironien.

Kilde: ostlendingen.no

.

Vi gratulerer Knut Arne Gjems som ny forbundsleder i Norges Jeger- og Fiskerforbund

Ny leder i norsk jagtforening støtter Karl Hedin trods mistanke om alvorlige jagtforbrydelser

.

You may also like...