Læserbrev: Aftentur med ulven

Jeg var her længe før jer, og har medfødt evnen til at holde naturen i balance til helhedens bedste.
Så kom I og så mig og mine som skadedyr, der bare skulle udryddes.
Men er det I gør til fordel for naturen og helheden?
Er det I gør ikke netop det modsatte af det, jeg har medfødt til fordel for helhedens bedste?
Er I ikke netop den største trussel mod hele naturen og naturligheden i tingene?
Jeg spørg bare – og hvad vil I så svare?

 

Af Bjørn Holmskjold, Nørreport 9, Ringkøbing

 

Læserbrev: Dejlig oplevelse med ulven, beskrevet i avisen den 22. februar. Her oplevet af et voksent menneske med jordforbindelse, der som det naturligste er funderende over en særegen oplevelse, der er forbeholdt de få at opleve.

Som hele fortællingen viser, og som andre har oplevet tilsvarende herhjemme og i andre lande, så er ulven almindelig nysgerrig på sine omgivelser, her typisk de unge ulve, der som andre teenagere skal have lært sig verden at kende.

.

.

Kendetegnende ulven er den ikke er panikagtig flygtende, som nogen tilsyneladende forventer en ulv er reagerende. Den har lidt samme flugtadfærd som hjortevildt, der løber et stykke vej, for så at stoppe op for at undersøge, om der er grund til at flygte videre. Ulven nærmest lunter væk i behersket tempo, mens den orienterer sig bagud.

Ulven er heller ikke opsøgende mennesket, uagtet den kan ses nær huse. Den færdes blot rundt i sit 100-300 kvadratkilometer store revir, og kan i den forbindelse opleves tæt på huse.

Som hele fortællingen viser, og som andre har oplevet tilsvarende herhjemme og i andre lande, så er ulven almindelig nysgerrig på sine omgivelser, her typisk de unge ulve, der som andre teenagere skal have lært sig verden at kende.

.

.

Ulven kan vælge mellem at gøre sig helt usynlig, hvilket er det mest typiske, hvis man nærmere sig ulven, eller gør sig synlig, som i dette tilfælde. Men typisk vil man slet ikke vide, at den er der. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg er gået tæt forbi en ulv, der blot har ligget og kigget på mig, eller for den sags skyld, hvor mange bjørne nord for polarcirklen, der på samme måde har iagttaget mig, uden jeg opdagede dem.

Hunden er ikke udset som “aftensnack” for ulven, som nævnet i artiklen. Men som en artsbeslægtet “ulv” med en lidt forkert adfærd. Af samme grund har hverken hund eller menneske, der måtte går sig en tur noget at frygte overhovedet.

.

.

Det er meget tænkeligt, at en hund i løbetid, som i denne fortælling, har haft indflydelse på ulven er trisset efter i pæn afstand. Hunden er jo nært beslægtet med ulven. Men hundens adfærd i løbetid er ikke sammenfaldende med ulvens adfærd, hvorfor det i situationen for ulven i fortællingen har været lidt gabende kedeligt. Havde ulven mødt hunden, uden der var mennesker, ville de i almindelighed have hilst på hinanden, som var hunden mødt på en anden hund. Ulven ser ikke hunden som et bytte, men som en beslægtet art.

Kilde: dagbladet-holstebro.dk

.

Jødeudryddelse

Nazisme, fascisme, ulven og Hvidstensgruppen?

.