Konstateret ulv er blevet set på Norddjurs

Ulv (Canis lupus)

.

Man ved endnu ikke, om der er tale om en af Ulfborgparrets hvalpe, eller om der er tale om en “ny” dansk ulv.

Men med de store sammenhængende skovområder, hede, få mennesker og masser af føde, er Djursland ikke usandsynlig som ulveområde.

Sådan lyder opskriften på ideelle områder for ulve, der naturligt vil søge mod disse områder, som der findes flere af på Djursland: Skramsø Plantage nord for Ebeltoft, Løvenholm Skov ved Auning samt hederne og skovene i den nordøstlige del af Djursland omkring Gjerrild.

”Djursland vil formentlig være et eldorado for ulve. Jeg tror, der vil være rigeligt med føde til en ulvefamilie i hvert fald på Norddjursland, der har en meget stor bestand af hjortevildt,” fortæller seniorforsker Peter Sunde, der holder til på Kalø Gods ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet.

Han er ekspert i ulve og har sammen med kollegaen Kent Olsen fra Naturhistorisk Museum og har udgivet en rapport om ulve i Danmark. I rapporten nævnes Djursland specifikt som et af fire områder i Danmark, alle i Jylland, der er mest attraktive for ulve.

”Hvis ulve overlever som forventet, vil vi i år have en halv snes unge ulve, der vil cirkulere rundt i Jylland. Det vil være mærkeligt, hvis ingen af dem vil komme på Djursland. Ulve er tilpasningsdygtige og søger de mest attraktive områder med skov, føde og færrest muligt mennesker,” siger Peter Sunde tilbage i januar.

.

De danske ulve har ikke givet megen lyd fra sig i disse måneder.

.

Der har været stille på ulvelinjen hos Naturstyrelsen, hvor borgere kan rapportere formodede ulveangreb.

I begyndelsen af august kunne Landbrugsavisen fortælle, at telefonlinjen stort set har været ubrugt siden opstarten foruden en enkelt anmeldelse af et formodet husdyrangreb på tre lam ved Stausholm syd for Harboøre Tange den 20. juli.

Det kan der være flere årsager til.

Dels at ulvene er mindre aktive, når det kommer til husdyr, i sommermånederne, fordi de har lettere ved at jage vildtet i skovene.

Dels at en række af ulvehvalpene herhjemme tilsyneladende er udvandret til Tyskland.

Men én af de danske ulve har man nogenlunde styr på, hvor befinder sig i landet.

På det nordlige Djursland har man nemlig ved to nylige lejligheder fanget et ulvelignende dyr på vildtkamera. Billederne, der er taget hhv. den 8. juli og den 5. august, tikkede ind hos Naturhistorisk Museum Aarhus og Aarhus Universitet, der overvåger ulvens færden i Danmark, i weekenden.

Her har forskerne nu slået fast, at dyret på billedet er en ulv – og at der formentlig er tale om den samme på begge billeder. Men i skrivende stund ved man ikke, om det er en af ulvehvalpene, som kom til verden i Vestjylland i foråret i fjor, eller om der er tale om en – i dansk sammenhæng – ny ulv.

Det vil forskerne nu forsøge at kortlægge ved at indsamle fækalier til en dna-analyse.

Den 7. august oplyste Miljøstyrelsen, at i alt fire af de otte ulvehvalpe fra det såkaldte Ulfborgpar er vandret til Tyskland. Én af hvalpene, en tæve, er fundet død efter påkørsel, mens man har fundet dna-spor fra yderligere en hun og to hanulve sydpå.

Man ved ikke endnu, om Ulfborgparret har fået flere hvalpe i 2018.

.

.

Hos Miljøstyrelsen, Naturhistorisk Museum Aarhus og Aarhus Universitet vil man gerne modtage flere observationer af formodede ulve. For når de unge ulve flytter hjemmefra og forlader deres forældre og kobbel, gør de det for at finde en mage og et nyt territorium.

»Ofte vil driften for at finde en mage være størst, og det er derfor ikke usædvanligt at se unge ulve strejfe over endog meget store afstande. Men nogle gange sker det også, at enlige ulve slår sig ned i et egnet territorium uden mage.

Overvågningen skal bl.a. afklare, hvorvidt dette kan vise sig at være tilfældet for ulven på det nordlige Djursland,« skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Kilde: norddjurs.lokalavisen.dk – Kilde: jyllands-posten.dk – Kilde: effektivtlandbrug.dk

.

Tre lam dræbt: For store til det kan være ræv

.

You may also like...