Klimaflygtningene kan være løsningen på klimaproblemerne…. som folk ikke forstår?

Barnet forstår først ilden, når det har brændt sig…!

.

Europa står over for sin største flygtningekrise siden anden verdenskrig.

Hvad der er nyt denne gang er, at mange af de fordrevne bliver drevet fra deres hjem af de destruktive virkninger af klimaændringerne.

Og det endda kun begyndelsen.

I takt med havene stiger, drukner ø-nationer og oversvømmer store dele af Bangladesh, og efterhånden som tørke skaber fødevaremangel over en stor del af verden, vil flygtningekrisen kun blive værre.

Og vi kan forvente, at de højreorienterede partier i Europa vil reagere ved at forstærke deres allerede potente anti-indvandrer retorik med krav om at lukke grænserne.

Kloge hoveder på venstrefløjen vil fordømme dette som en graverende holdning til dem, der lider mest under den stadig mere udbredte klimakrise.

Og de har ret: at åbne grænserne for klimaflygtninge er et spørgsmål om grundlæggende retfærdighed. Vi må udtænke politikker for at sikre, at alle har ret til at få adgang til sikre og beboelige dele af planeten, vi alle deler.

Men der er også de der siger, at en åben grænsepolitik også kan være nøglen til at standse selve klimaændringerne.

Forskere fortæller os, at med den nuværende klimaudvikling, har vi kun 5 procent chance for at holde den globale opvarmning under den farlige – point of no return – tærskel på 2 grader, hvor vores afhængighed af endeløst ekspanderende økonomisk vækst og forbrug, hurtigt vil udslette de opnåede klima gevinster, og dem vi efterfølgende vil evne at lave med teknologi og vedvarende energi.

Vi har brug for et nyt økonomisk system, der ikke bygger på det vanvittige kapitalistiske system, der fremskynder en eksponentiel stigende klimakurve – men vores ledere vil ikke tage dette skridt.

Der er en gabende kløft mellem truslen fra klimaet, og det meget lidt vi gør for at løse den.

.

.

Dette er et puslespil.

Hvorfor er vi så villige til at gamble med den skæbne, med hele den menneskelige civilisation, med 95 procent sikkerhed for katastrofe?

Gør vi det i lutter benægtelse? Er vi bare undertrykkende en realitet, der er for traumatisk at blive konfronteret med?

Ja, sandsynligvis. Men det skyldes også noget meget enklere: det geografisk problem.

Den store ironi i den globale opvarmning er, at dens årsager og konsekvenser er omvendt fordelt.

De rige nationer i det globale nord er ansvarlige for 70 procent af den historiske store menneskeskabte CO2-udledning, men de bærer kun omkring 18 procent af de samlede omkostninger.

Det er landene mod syd, der rammes: ifølge klima sårbarheds-analyser, taber de globale sydlige lande næsten $600bn hvert år på grund af tørke, oversvømmelser, jordskred, storme og skovbrande.

Efterhånden som klimaændringerne forværres, vil deres tab nå svimlende $1.000.000.000.000 om året i 2030.

.

.

Og så er der de menneskelige omkostninger.

Den globale opvarmning vurderes at koste skønsvis 400.000 liv hvert år i hele verden – mange på grund af ekstreme vejrforhold, men mest på grund af klimaændringerne i form af sult og sygdom.

Kun 2 procent af disse dødsfald forekommer i nord. Syd betaler resten, og langt de fleste af klima-dødsfaldene forekommer i de lande med de laveste CO2-udledninger i verden.

Ja, Storbritannien har sine oversvømmelser, det sydlige Europa sin tørke, og USA sine orkaner.

Men så ødelæggende som disse er for almindelige menneskers liv, har deres regeringer hidtil absorberet omkostningerne og holdt situationen status quo – med mere vækst, mere forbrug, mere CO2, mere kapitalisme.

Det handler for dem ikke om klimaændringer, fordi de ikke har nogen reel grund til at handle. Konsekvenserne af deres industrielle overforbrug skader jo mest landområder langt væk fra deres grænser.

Det er en lærebog om umoralsk hazard: de er villige til at tage risikoen, fordi en anden bærer omkostningerne.

Det vil naturligvis ændre sig.

.

.

Konsekvenserne vil blive alvorlige, når deres kystbyer oversvømmes og deres import af fødevarer tørrer ud – men inden da vil det være for sent af handle.

Løsningen er enkel, i hvert fald begrebsmæssigt: åbne grænserne. Ved at rive skillevæggene ned, der adskiller årsagerne og konsekvenserne af klimaændringerne, kan vi påtvinge os selv en mere ærlig oplevelse af virkeligheden.

Når ofrene for klimaændringerne har ret til at søge tilflugt i Europa og Nordamerika, vil det udstille den konkrete fare ved den globale opvarmning.

I takt med de rige nationer på den måde begynder at føle “varmen”, så at sige, kan du være sikker på de vil handle hurtigt, gør alt i deres magt for at sikre, at folks hjemregioner fortsat er beboelig.

Hvilket igen vil betyde, at der presses på for en ny, mere økologisk, økonomisk model.

Dette kan synes urealistisk i en tid med stigende anti-immigrant følelser.

Men enten vi gør det nu, at finde ordentlige måder at integrere klimaflygtninge og lade os blive ansporet til handling ved de lidelser, vi har tvunget os selv til at blive konfronteret med, eller får den fulde konsekvens af en flygtningekrise, der bliver særdeles alvorlig, voldelig og destabiliserende alt, hvad vi kan forestille os.

Vi har et valg….!

Kilde: aljazeera.com

.

Enhedslistens Maria Gjerding vil kæmpe mod væksten og for overlevelsen

.

You may also like...