Indfødt københavner: Jeg forstår godt den mand, der plaffede ulven ned

Ulvene rundt om i verden kan have forskellige temperament – Men ingen angriber mennesker.

.

Jeg forstår godt den mand, der plaffede ulven ned

Debatindlæg i JP 12.05.2018

.

Folk, som lever med ulvene til hverdag, kan tage stilling til problemet. Alle andre skal tie stille.

Lise Møller Schilder, freelancejournalist, København S

Jeg er københavner og naturelsker, og for et år siden havde jeg nok været på ulvevennernes vogn. Men sådan har jeg det ikke mere. Nu forstår jeg de mennesker, der vil skyde ulvene.

Som barn brugte min mand stort set alle sine somre i en lille bjerglandsby i den nordlige del af Georgien. Byen ligger i en dal omkranset af Kaukasus’ højeste bjerge, som også huser en hel del ulve.

Det seneste år har vi i perioder boet i landsbyen, og her er det gået op for mig, at jeg indtil da har betragtet naturen på en mærkeligt forherligende måde.

.

.

Længe gik jeg ellers og troede, at jeg var ret naturprogressiv. Jeg kan lide at gå lange vandreture, og jeg så ikke noget problem i, at Københavns Zoo slagtede giraffen Marius. Men Marius var jo aldrig et dyr, jeg skulle forholde mig til fysisk. Det var en mediesag. Når jeg tænker over det, har jeg hele mit liv forholdt mig til vild natur gennem tidsbegrænsede gåture eller via dyreprogrammer, bøger og tegnefilm.

For ikke så længe siden kom jeg så tilbage til Danmark. Her var fronterne trukket godt op mellem dem, der forklarede, at ulven slet ikke er farlig, og de politikere, som ville score billige point ved at smide ulven ud af Danmark. Begge synspunkter er sådan lidt ”Marius-agtige”. De har ikke noget med virkeligheden at gøre.

Tilbage står de mennesker, som rent faktisk skal forholde sig til ulvene. En af de personer valgte så at skyde en ung ulv. For et år siden ville jeg have syntes, at han var en kæmpe nar, ja, nærmest kilden til alt ondt her på Jorden. I dag forstår jeg ham.

I Georgien er ulven fredet ligesom i Danmark. Men der er den store forskel, at man godt må skyde en ulv, hvis den kommer for tæt på ens hjem eller dyr. Det gør folk nogen gange, og det er fint, så længe der ikke er tale om decideret jagt på ulve.

.

Ulven i Kakausus angriber heller ikke mennesker.

.

Våben er dog ikke altid nok. For et par år siden blev en fårehyrde fundet død, dræbt af ulve (eller bjørn). Manden havde godt nok en riffel med, men han havde ingen hunde, der kunne beskytte ham.

Jeg tror aldrig, at georgierne har haft en debat om, hvorvidt der skal være ulve i landet eller ej. Ulvene har altid været der, og så indretter man sig.

Min mand ryster på hovedet, når han hører om den danske debat. »Hvorfor køber danskerne ikke bare nogle gode hunde?« spørger han. Der kan jeg kun svare, at hunde i Georgien og hunde i Danmark ikke er det samme.

I Georgien opdrætter man store, territoriale fårehunde. Deres job er at beskytte mennesker og dyr mod ulve, og det kan de jo ikke, hvis de kun har gået til agility og aldrig har lært at slås. De her hunde skal kunne slå ulve ihjel. De er ikke familiens bedste ven, de har en funktion på samme måde som slædehunde.

Min mand har et stort ar på siden af maven. Det strækker sig som en stjerne i mange retninger og vidner om det flossede sår, han fik som barn efter mødet med en aggressiv fårehund.

Ironisk nok var det dyret, som skulle beskytte ham mod ulven, der gik til angreb.

.

Som ulvene er meget ens af natur, således er fårehundene det også.

.

På trods af overfaldet elsker han stadig hunde. Og han har et meget pragmatisk forhold til ulvene. De er en del af Georgiens historie – hvis man udsletter dem, udsletter man noget af landets identitet.

Man må bare lære at tage sig nogle forholdsregler og lade være med at gøre dumme ting såsom at rende rundt uden for landsbyen midt om natten.

Især skal man passe på om vinteren, hvor ulvene kommer tættere på, fordi de er sultne.

Det mærkede vi, da vi besøgte en ven og hans familie, som boede længere oppe ad en bjergskråning. De har das uden for huset, men bruger det ikke om natten, og det er der en grund til. Ulvene lusker nemlig rundt meget tæt på efter mørkets frembrud.

Den nat, vi sov der, gøede familiens fårehund fire timer i streg. På et tidspunkt var jeg bange for, at ulvene ville gøre det af med hende, men hun holdt stand, og fårene i laden havde også det fint, noterede vi os, da vi turde gå udenfor næste morgen.

Andre gange er man ikke lige så heldig. Så ryger der en hest eller en ko eller 66 får, som det skete for en fårehyrde for to år siden.

.

Det er i dag langt fra usædvanligt, at det er kvinden, der er frygtens budbringere.

Kvinden er i dag typisk barn af curling-forældre.

.

Georgierne lever et liv, hvor de har lært at håndtere risici.

De skyder ikke alle ulvene, men de bilder heller ikke sig selv ind, at de slet ikke er farlige. De indretter sig, og det vil vi også skulle gøre, hvis vi vælger at leve sammen med ulvene i Danmark.

Der er en risiko. Ulvene lever jo ikke bare i vores skove. De render rundt i folks baghaver. Jeg kan godt forstå, at folk ikke har lyst til at tænke over, om de tør lufte deres fredelige hunde om aftenen.

Den mand, der skød ulven, hans liv er blevet mere besværligt og mere risikabelt på grund af ulven, og det er ikke noget, man kan forstå, medmindre man selv har oplevet det.

Om hans liv så er blevet træls nok til, at staten skal udrense ulven fra Danmark, det må han og de andre mennesker, som lever med ulvene til hverdag tage stilling til.

Alle andre skal tie stille.

Kilde: jyllands-posten.dk

.

Sigtet for ulvedrab har brudt tavsheden: Vi har bøvlet med ulven længe

.

You may also like...