Hvorfor hjælper Rusland Tyrkiet…. og ikke kurderne?

Kurderne må se i øjnene, at de kun er et “spillekort”, som USA og Rusland bruger i deres indbyrdes kamp.

.

Den 20. januar lancerede Tyrkiet en luft og jord offensiv, kaldet “Oliven gren”, mod den kurdisk-kontrollerede enklave Afrin i det nordlige Syrien.

Da offensiven skred hurtigt frem, blev det klart, at en sådan ambitiøs operation ikke kunne have været muligt uden Ruslands udtrykkelige godkendelse.

Først og fremmest kræver operationen, at det tyrkiske flyvevåben må bruge Syriens luftrum – noget Ankara ikke kunne have gjort uden accept fra Rusland. Desuden krævede det, før indsættelsen af de tyrkisk-støttede Free Syria Army (FSA) i Afrin, at Ankara fik de nødvendige forsikringer fra Rusland, at Bashar al-Assad ikke ville drage fordel af situationen og forsøge at angribe de tyrkisk-kontrollerede positioner i Idlib provinsen.

Her blev der handlet i porten…!

Syrian Democratic Forces (SDF), den amerikansk-støttede Alliancen af kurdiske og arabiske krigere i Syrien, vidste også, at det ville være umuligt for Tyrkiet at starte sin offensiv “Oliven gren” uden at koordinere det med Moskva.

Som et resultat, udtrykte SDF repræsentanter ret hurtigt deres skuffelse over Ruslands holdning i spørgsmålet.

General Sipan Hemo, kommandør for det Kurdish Peoples’ Protection Units (YPG), den førende kurdiske kraft i SDF, sagde, at Rusland har “forrådt kurderne”. Han tilføjede, at “der vil komme en dag, da Rusland vil undskylde til kurderne for denne mangel på principper.”

Med starten af den militære operation blev Rusland klart en medskyldig i øjnene på kurderne. Det er svært ikke at blive enige med den kurdiske vurdering, men en nærmere undersøgelse af sidste års udvikling viser, at samarbejdet mellem Moskva og Ankara med hensyn til fremtiden for Afrin, på bekostning af kurderne, begyndte længe før Tyrkiet lancerede sin operation mod Afrin enklave.

.

.

Kurderne i klemme, mens de magtfulde kæmper for egne interesser

Den tyrkiske offensiv i det nordvestlige Syrien har sat forholdet til dets NATO-allierede USA på hård prøve.

USA, Tyrkiet, Rusland og Iran.

Alle sammen lande med store interesser i det, der nu har udspillet sig i det nordvestlige Syrien den seneste uge.

Siden sidste fredag har Tyrkiet sat både land- og luftangreb ind mod den kurdisk-kontrollerede provins Afrin for at bekæmpe den syrisk kurdiske milits YPG, som tyrkerne betragter som en terrorgruppe og en del af PKK, som har kæmpet for kurdisk autonomi i Tyrkiet siden 1984.

YPG har forsøgt at distanceret sig fra PKK, og USA har støttet organisationen både militært og økonomisk.

.

.

Sammen med De Syriske Demokratiske Styrker har de været en allieret for USA i kampen mod de frygtede islamister.

Men den åbenlyse støtte til det, Tyrkiet betragter som en terrororganisation, har nu bragt de to NATO-allierede på konfrontationskurs.

Tyrkiets militæroffensiv blev iværksat umiddelbart efter, USA meddelte, at den styrkede en hær på 30.000 soldater i grænseområdet mellem de to lande. Formålet er at sikre, at de frygtede islamister ikke bliver genopbygget.

Syriens regering, der har undgået konfrontation med kurderne har kaldt det et angreb på landets suverænitet, og Tyrkiets præsident Erdogan meldte ud, at de tyrkiske tropper var klar til at bekæmpe “terrorreden” langs landets grænse og indledte angrebet mod Afrin og har truet med at fortsætte angrebet mod Manbij, hvor USA er til stede med militære styrker.

Kurderne har opfordret Syriens præsident Bashir al-Assad til at gribe ind og støtte dem, men indtil videre har han forholdt sig tavs.

.

.

Præsident Recep Tayyip Erdogan har gjort det klart, at han vil den syrisk-kurdiske milits YPG til livs. Men for Erdogan handler et også om at positionere sig indenrigspolitisk.

Der kommer et valg, og efter Erdogan var ved at tabe magten ved et valg i juni 2015, vandt han magten igen allerede i november ved at skifte en ellers historisk fredsproces med kurderne ud med en historisk hård kurs over for dem.

Den anti-kurdiske linje er et central element af den tyrkiske form for nationalisme, og som har fået vind i sejlene i Tyrkiet på grund af kurdisk succes i Syrien og på grund af frustrationer over de mange syriske flygtninge i Tyrkiet.

I begyndelsen af ugen opfordrede USA’s udenrigsminister, Rex Tillerson, Tyrkiet til at nedtrappe indsatsen i Afrin og anerkendte samtidig tyrkernes bekymring over grænseområdet.

USA har fravalgt at alliere sig med Tyrkiet for i stedet at alliere sig med kurderne.

.

.

For USA er det helt centralt, at Iran ikke får konsolideret sig i regionen og kan fremrykke linjerne mod Israel. USA’s politik er styret af en anti-iransk holdning, derfor er de gået med til at få sig placeret mellem Israel og Iran, men har samtidig fået skubbet deres naturlige allierede Tyrkiet væk og helt over i armene på Rusland.

Rusland har længe støttet kurderne og er gået meget langt i deres støtte. Der kan dog være flere årsager til, at de alligevel har trukket deres militære rådgivere væk og dermed givet Tyrkiet frit lejde til Afrin.

Den helt store gevinst for Rusland er, at de får spillet to store NATO-lande ud mod hinanden og prøver at udstille USA som den største trussel mod freden i Syrien, fordi de støtter kurderne.

Derudover findes der militanet islamistiske og stejlt regime-kritiske grupper i Idlib, som tyrkerne hidtil har støttet. Dem vil både Rusland og Assad til livs, og det kan man forestille sig bliver en mulighed nu. Endeligt er det en mulighed for at få Erdogan til at lægge låg på sin kritik af Assad.

Bashar al-Assad er på mange måder en marionetdukke, og ideen om en syrisk opposition er ved at være slut.

Det er Iran, Rusland, Tyrkiet og USA, der kontrollerer området.

– Men det kan være, at kurderne i Afrin ender med at acceptere, at Assad tager kontrollen, for i det tilfælde vil han være den bedste af to onder, fordi alternativet er Tyrkiet. Det skal dog nikkes af i Moskva, og så vil det være usikkert, om Tyrkiet vil acceptere det.

Nu har russerne solgt Afrin til Tyrkiet, men det er ikke sådan, at kurderne så er kørt over, for der skal findes en ny balance. Kurderne er afhængige af forholdet til Rusland.

Ruslands forhold til kurderne har aldrig været baseret på langsigtede, strategiske samarbejde. Tværtimod har Moskva gennem hele sin historie anvendt “det kurdiske kort”, når det var nødvendigt at nå frem til et kompromis med landene i Mellemøsten, især med Tyrkiet.

Og for så vidt angår Afrin skylder Moskva ikke YPG meget.

I hele den syriske krise har gruppen allieret sig med USA, og har reelt set placeret sig på den modsatte side af konflikten. Kurderne afviste Ruslands tilbud om at overføre område under deres kontrol i Afrin til det syriske regime, i bytte for sikkerhedsgarantier.

.

.

Washington var ude af stand til at hjælpe sine YPG allierede, og dette gav Moskva en ekstra mulighed til endnu en gang viser den illusoriske karakter af de amerikanske sikkerhedsgarantier.

Desuden er samarbejdet med Ankara af primær betydning for Moskva i øjeblikket. Tyrkiet er en af medarrangørene af kongressen for det syriske folk, som bliver afholdt i dagene 29-30 januar i Sochi.

Dette forummet har indenlandske politiske betydning for Kreml, da det er ikke kun er et personligt initiativ for Vladimir Putin, men også falder sammen med begyndelsen valgkampen i Rusland.

Den russiske præsident ønsker at nærme sig præsidentvalget i marts 2018 som en fredsskaber og en sejrherre. Han ønsker at tilbyde sine vælgere en sejrende militære konflikt i Syrien, og derefter placere sin regering som den centrale aktør, som ville skabe fred i det krigshærgede land.

Ved også at samarbejde med Ankara om Afrin, har Moskva skabt en mulighed, som ville gøre det muligt at løse situationen i Idlib uden militær optrapning. Rusland var klar over, at en militær konfrontation i Idlib ville have været dyrt for Damaskus og dens allierede, som ville have ført til en ny humanitær katastrofe magen til den, der fandt sted for et år siden i Aleppo.

For ikke at nævne, at sådan en konflikt ville have udslidt den allerede svage syriske hær, hvilket ville tvinge Rusland til at vende tilbage til den syriske front.

Ruslands stiltiende godkendelse af operation Oliven Gren, har tværtimod ført til gensidige indrømmelser fra Ankara om Idlib.

Samme dag som Tyrkiet lancerede sin Afrin-operation, meddelte det syriske regime, at det havde indtaget den oppositionens kontrollerede Abu Duhur lufthavn i Idlib uden nogen hindring.

.

.

Tyrkiet har et anden og vigtig bytteobjekt for Rusland: Den tyrkiske Stream-rørledning. Moskva har store forhåbninger til projektet og vil ikke noget er hindre for dens konstruktion.

Moskvas stiltidende accept af den tyrkiske operation i Afrin faldt da også sammen med en erklæring fra Gazprom CEO’s Aleksei Miller, der bekræfter en længe ventede aftale om at opførelsen af en anden gas-linje, der skal passere gennem territorialfarvande i Tyrkiet.

Dette gør det usandsynligt, at Ankara vil suspendere projektet i den nærmeste fremtid, som det gjorde i 2015.

Hvis byggeriet fortsætter uhindret, kan den tyrkiske del af Stream være gennemført i 2019, som planlagt.

Kilde: aljazeera.com

.

Tyrkiet: Syriske civile dræbt blandt mange dræbte i Afrin

.