Grævlingen ser de fleste liggende dræbte langs motorvejene

Grævling (Meles meles)

.

Mange har måske set en grævling i den danske natur, eller i hvert fald liggende død i vejkanten.

Men faktisk ved man ikke præcist, hvor mange grævlinge, der befinder sig i Danmark.

Grævlingen er udbredt i det meste af Europa og er udbredt i hele landet, men man kender ikke rigtigt antallet af grævlinger i naturen.

.

.

Rigtig mange grævlinge kan observeres trafikdræbte ikke mindst langs motorvejene, hvor man også ser mange andre dyr, såsom ræve, mår, hare, råvildt, ugler, rovfugle…, der ligger kørt ned ved vejene.

Hvorfor spørgsmålet for grævlingerne er, om det er et udtryk for, at vi har en stor og sund grævlingebestand, eller om det skyldes, at dyrene bliver presset i deres tilbageværende leveområder, og derfor søger ud og leder efter ådsler ved vejene.

Grævlingens aktuelle udviklingstendens i Danmark kendes ikke grundet manglende overvågning af arten.

Anslået lever der 25.000 til 30.000 grævlinger i Danmark. Udbredelsen er størst i Jylland.

I trafikken dræbes der hvert år rigtig mange dyr, hvilket indikerer at bestanden er stabil eller stigende.

Grævlingen vurderes ikke som truet i Danmark.

I dagens verden er naturens arter ellers under konstant pres af den såkaldte udvikling, hvorfor tidligere helt almindelige arter forsvinder.

.

.

Grævlingen har meget karakteristiske striber der gør, den ikke kan forveksles.

Grævlingen hører til mårfamilien, der består af små og mellemstore rovdyr med små afrundede ører.

Alle mårdyr har duftkirtler under halen, som de bruger til afmærkning af deres territorium. De fleste mårer er gode svømmere.

Grævlingen er Danmarks næststørste landlevende rovdyr, efter ulven. Den er 70-80 cm lang, hale 15-20 cm, vejer 12-18 kg. Den har en grov pels med et uldlag og lange stride børster.

To hvide striber der går fra snuden til ørerne. Sort på undersiden og sølvgrå på ryggen. Har desuden en lidt vraltende gang.

Den afsætter karakteristiske spor med dens længere kløer på forpoterne. Kløer er op til 3 cm lange.

Dens ekskrementer er afslørende dens fødevalg og ofte fulde af billeskjold.

Grævlingens bo kendes på den fugede sti til indgangen.

Grævlingen laver, i modsætning til rævene, meget tydelige stisystemer udenfor graven.

Man kan i reglen ret let se, om et gravkompleks er beboet af ræv eller grævling. Det skyldes grævlingens graveteknik, hvor den frigravede jord trækkes op af graven med forpoterne, hvorved der i reglen skrabes en tydelig fure foran hullet til grævlingegraven.

Ræven har en langt mere usystematisk graveteknik, og rævegrave savner denne fure.

En personlig oplevelse med grævlingen indtræf en meget tidlig morgen på vej hjem fra Lading Sø, nord for Aarhus, hvor jeg slumrende i mine egne tanker gik gennem skoven en tidlig morgen efter fugletur til søen, for så forskrækket at se op ved en aggressiv snærende lyd lige foran mig, og der to meter fra mig stod en velvoksen grævling. Så tæt på virker den overraskende stor og umiddelbart truende.

Den turde tydeligvis ikke stikke af, fordi afstanden mellem os var så lille, hvor jeg ihukomme historien med, at man i gamle dage havde koks i støvlerne, da den ifølge sagnet kunne knuse ens knogler, fik mig til spontant sige til den, ”Nu bliver du bare stående, og bakker jeg tilbage.” Som sagt så gjort, og den forsvandt i krattet.

Men jaget op i en krog vil grævlingen i selvforsvar kunne gøre stor skade, men jeg har endnu aldrig hørt om tilfælde, hvor folk er kommet til skade på grund af grævlinger, der heller ikke anses som et farligt dyr i naturen.

Men oplevelsen var fantastisk i en dansk natur, der er så fattig på større rovdyr.

.

.

Grævlingen er vores største, landlevende rovdyr. Selvom den er forholdsvis almindelig, er der alligevel mange mennesker, der aldrig har set en levende grævling.

Det hænger bl.a. sammen med, at den overvejende er nataktiv og tilbringer de fleste af døgnets lyse timer under jorden i en ofte skjult og velbeskyttet grav. Grævlingen sover ikke egentlig vintersøvn.

I Danmark er den aktiv det meste af året, og kun i sneperioder kan den tilbringe flere dage i graven.

Grævlingen har været i Danmark i ca. 11.000 år og er i dag udbredt i hele landet bortset fra nogle større og mindre øer.

På Fyn, Sjælland og Lolland-Falster skyldes forekomsten dog sandsynligvis genudsætninger i midten af 1800-tallet, idet arten uddøde her i løbet af Atlantikum (9.000-6.000 år før nu).

.

Grævlingen har et dårligt syn – men det er tydeligt at den flere gange får fært af fotografen, naturvejleder Morten Kjelmann fra Jagt- og Skovbrugsmuseet.

.

Grævlingen er knyttet til løv- og blandingsskov eller krat, hvor den har sin grav.

Føden finder den især på de tilstødende, åbne områder som fx marker, enge, overdrev og lysninger, hvor den tager bl.a. regnorme, larver, biller, korn, bær og frugt.

Grævlingen er mere end noget andet dansk rovdyr afhængig af det dyrkede agerland.

For det meste bevæger den sig i et roligt tempo og afsøger med snuden i jorden skovbund og mark for føde. Regnorme, småpattedyr, korn og leddyr dominerer menukortet.

Grævlingen er således generelt ikke en trussel mod det jagtbare vildt.

.

.

Interessen for jagt på grævling faldt op gennem 1960’erne, og i 1967 blev arten sammen med de øvrige danske rovdyr fredet i yngletiden.

Gennem de seneste 20 år har stadig flere interessegrupper ønsket at få indflydelse på beskyttelsen og benyttelsen af den danske fauna, ikke mindst de jagtbare arter.

Fra og med jagtsæsonen 1990/91 blev begyndelsen på jagtsæsonen for grævling derfor ændret fra 16. juni til 1. oktober, og i forbindelse med jagtlovsrevisionen i 1994 blev grævlingen totalfredet.

Det er dog ikke med jægernes gode vilje

Danmarks Jægerforbund ønsker jagttid på grævling. Hvorfor Danmarks Jægerforbund arbejder på følgende:

Bedre kendskab til bestandene i Danmark. Og bedre kendskab til grævlingens betydning, som rede-prædator for jordrugende fugle.

Kilde: jaegerforbundet.dk

.

.

Grævlingen har det man kalder forlænget drægtighed.

Parringen kan finde sted i hele perioden fra marts og frem til december måned. Ungerne fødes normalt mellem midten af januar og midten af marts efter en forsterudviklings-periode på ca. 2 måneder.

Først godt 2 måneder gamle begynder de at komme op af graven.

Kuldstørrelsen i Danmark er i gennemsnit på 2,3 unger.

.

Mårhund (Nyctereutes procyonoides)

Mårhunde myldrer frem i Jylland og eneste naturlige fjende er ulven

.