Freud, Darwin og Homo egoismus stupidimus

.

 Freud, Darwin og Homo egoismus stupidimus

 

Det er egentligt forunderligt, at man i dag ved mere om dyrene i naturen, og deres levevis, end man ved om mennesket, og dets levevis.

Der mildt sagt udvikler sig meget forskelligt fra dyrenes levevis.

.

.

Menneskets teknologiske udvikling har kunne påvise helt eksakt, at mennesket er en naturlig del af evolutionen. Hvorfor mennesket i logisk konsekvens heraf er underlagt de helt samme psykologiske og biologiske lovmæssigheder, som alt andet levende. Mennesket er med andre ord ikke omfattet af et sæt særlige lovmæssigheder.

Som kun gælder mennesket.

Men ikke desto mindre så indretter mennesket sig, som var de ophøjet alle naturlig lovmæssigheder. Helt efter skabelsesberetningen i biblen.

Det er jo lidt underligt at tænke på, at man trods al forskning, indsigt og viden, at det slet ikke faldt mennesket ind at studere sig selv med samme akkuratesse, som man studerer arterne i naturen. Hvilket må skyldes, at det ikke rigtigt er faldet forskerne ind, at ser Homo sapiens, som en del af naturens orden.

.

.

Hvorfor mon denne manglende selverkendelse?

Grunden synes umiddelbart at være den, at to forskere ikke fik talt sammen omkring deres forskning af henholdsvis menneskeaben og abemennesket.

For nu lige at sige det på den måde.

images0O35K2K5

Homo erectus

.

1425763_10202101013114304_34540823_n

     Homo sapiens sapiens

.

De to forskere er naturligvis Charles  Darwin (1809-1882) og Sigmund Freud (1856-1939).

Hvorfor jeg her har inviteret dem til et lille møde, hvor de nu kan få drøftet sammenfaldende i deres forskning.

En mangel på helhedsforståelse af mennesket, der tydeligvis er årsagen til at forskerne efterfølgende ikke har evnet at forstå menneskets natur og adfærd.

Med de enorme konsekvenser det vil få for menneskeheden.

.

vlcsnap-2013-01-25-15h42m32s102vlcsnap-2013-01-25-15h42m57s131

.

At hjernen er blevet større, og måske tilmed klogere, vil Darwin sikkert påstå, som en tilsyneladende logisk konsekvens af evolutionen.

Hvor Freud vil medgive, at nok er hjernen blevet større, men vil i modsætning til Darwin fastholde, at den bestemt ikke er blevet klogere.

“For hvilken anden art i denne verden har fornødent at sende forældrene på kursus… for der at lære yngelpleje?”

Darwin vil hertil svare… “Øhhh!”

For han vil umiddelbar antage, at menneskeslægten vedblivende har denne ikke uvæsentlige yngelplejeevne i behold, som det naturligste i verden.

.

Freud vil herefter angribe den gamle Darwin med et lusket spørgsmål…

“Mon ikke også den sociale arv er nedstammende fra aberne?”

Darwin vil ikke vide det med sikkerhed, idet han jo ikke evner at psykoanalysere med samme indsigt som Freud.

Men han vil med evolutionens tidsperspektiv i tankerne gøre gældende, at han i forhold til hjernes udvikling, med dens måske 75.000 år som egentlig tænkende, nødvendigvis må erkende, at der på dette punkt ikke kan være sket den store evolutionære udvikling siden vi i sin tid blev bevidste om egen eksistens.

Freud vil nu begynde en større udredning af, hvorledes den sociale arv, der jo også hos primaterne har det ene formål, fra slægtled til slægtled, at betinge ungerne samme adfærd, som forældrene, og dermed den samme sociale og nonverbale adfærd, som hos den beslægtede art.

Hvilket jo selv sagt er ret væsentligt at forstå.

Da individerne indbyrdes ellers hverken ville kunne kommunikere, endsige genkende hinanden, som artsfæller.

.

Freud vil nu fortælle, at det barnet modtager via den sociale arv indkodes meget dybt i dets psykiske ubevidste, da den adfærdsmæssige indkodning jo ikke så gerne skulle kunne forandre sig med alderen.

Freud vil ligeledes påpege, at med hjernens udvikling evner mennesket nu med sin opfindsomhed at forandre tingene og livsvilkårene med en sådan hastighed, at de urgamle psykiske mekanismer, herunder den sociale arv, i den grad vil komme til kort.

For det psykiske system vil hverken halvt eller helt kunne følge den udviklingshastighed, som hjernen nu evner at skabe i form at opfindelser.

For det psykiske system er jo forankret i generne, der følger evolutions langsomme udviklingshastighed.

.

Freud lader nu Darwin få tid til at tænke lidt over de to evolutionshastigheder. Den biologiske kontra den psykologiske.

For han er jo den ældste, og den mest konservative, af de to.

Men på et tidspunkt når Darwin dog frem til den meget logiske konklusion, idet han med overraskelse i stemmen udbryder… 

”Jamen dog! Det er da noget skidt! Det kommer der da kun problemer ud af!”

.

Freud griber nu chancen for endnu et uddybende foredrag, og understreger i den forbindelse, at det jo netop er grunden til at mennesket udvikler psykiske afvigelser, som den sociale arv konsekvent vil viderebringe til næste slægtled.

Hvorved afvigelserne ikke blot fastholdes, ikke blot opformeres hele tiden, men også udbygges vedvarende med de tilkommende psykiske afvigelser, som vil udvikles i takt med at hjernen vedblivende opfinder endnu mere.

Hvorved forandringerne af levevilkårene vil blive stadig mere afvigende fra det oprindelige naturlige.

Og det stadig hurtigere.

Hvorfor adfærden hos mennesket i sagens natur må tilpasse sig disse forandringer med stadig kortere intervaller…. Hvilket det psykiske system slet ikke kan følge!

.

Darwin ser stadig mere skræmt ud. ”Men hvad med klogskaben, intelligensen?”, spørger han med en fortvivlet fornemmelse af, at mennesket tilsyneladende kan dét i forhold til naturen, som cancer er i forhold til kroppen.

“Se du….!” Freud tager en dyb indånding.

“Det forholder sig således, at mennesket tænker opvækstbetinget. Det vil sige, at mennesket oplever den eksisterende verden, som den tager sig ud fra fødselstidspunktet… som det naturligste i verden.”

“Mennesket vil derfor dårligt kunne forestille sig at kunne leve på nogen anden måde. For med en hjerne, der til stadighed finder på, da vil mennesket meget nærliggende opleve denne evindelige udvikling af nye ting, som en udvikling, som man nødvendigvis må følge.”

“For hvordan skal mennesket kunne overleve uden en telefon eller en bil?”

“Mennesket er således med sin hjerne ikke blevet klogere. Blot mere opfindsom! Idet mennesket jo for eksempel ikke evner at forstå, at de er i fuld gang med at afvikle sig selv psykologisk.”

.

Darwin lyser nu op i et stort smil.

For nu genkender han igen noget fra evolutionen.

”De er ved at overspecialisere sig selv til udryddelse”, udbryder han glad.

”Det sker jo også for arterne i naturen. For de ved jo heller ikke, hvad de gør. Således heller ikke mennesket, der som de vildlevende arter, også er underlagt naturens lovmæssigheder i alt de gør”, siger han, og glemmer i sin begejstring helt, at mennesket jo nok er underlagt naturs lov.

Men har til forskel også evnen til at gøre skaden god igen.

Om Homo sapiens blot blev tænkende.

Freud skæver eftertænksomt over på Darwin, og tænker ved sig selv, om menneskeheden ville have disponeret udviklingen anderledes, dersom de to gamle sammen havde udviklet en freudiansk-darwinistisk helhedsteori om menneskets natur?

Der er jo det man kalder et godt spørgsmål!

.

Hvad mens der egentligt med Helhedsforståelsen?

.

You may also like...