Familiefar fortæller: Fra Mosul via Raqqa til Tyrkiet – Hvor vi blev skudt…!

Lykkedes det at slippe ud af Mosul betyder langt fra, man så er i sikkerhed…!

.

.

En irakisk mand deler hans historie om at flygter fra ISIL i Irak og derefter til Syrien, for kun at blive stoppet ved den tyrkiske grænse.

.

Abu Ahmad og hans familie har boet i Mosul det meste af deres liv, og kan tænke tilbage på den amerikanske invasion i 2003 og på ISIL’s overtagelse af Mosul 2014.

Familien har stået overfor utallige udfordringer i krigen og samtidig har måtte lever under et undertrykkende sharia overherredømme af islamiske stat Irak og Levanten gruppe (ISIL). De kunne ikke aktivt protestere af frygt for straf eller død, og forsøgte i stedet at fortsætte med at leve deres liv så stille og normalt som muligt.

Men da krigen for at generobre Mosul brød ud i slutningen af sidste år, og livet blev mere og mere farligt, besluttede familien at flygte, først ved at rejser til slægtninge i ISIL’s selvproklamerede kalifat hovedstad, den syriske hovedstad Raqqa, og derefter videre mod Tyrkiet.

Abu Ahmad fortæller Al Jazeera historien om hans rystende rejse.

Jeg arbejdede og ejede en tøjforretning i Mosul, men ISIL’s invasion har haft en enorm indflydelse på mit arbejde. Jeg var ude af stand til at sælge noget der var up-to-date tøj eller jeans, fordi ISIL ikke ville tillade salg af disse ting.

En dag kom Isil krigere ind i min butik og råbte: “Vis os hvad du sælger!” De kom ind i butikken og smed rundt med tøjet. Bagefter tog de nogle klæder uden at betale, og så forlod de butikken. Jeg kunne ikke ytre et ord. Jeg ville bare de forlod butikken, så jeg ikke ville ende i fængsel.

Jeg boede i Mosul med min kone og tre sønner på 12, 15 og 16 år. Da den irakiske hær og koalitionsstyrkerne sidste år begyndte kæmper for at genvinde byen fra ISIL, blev situationen frygtelig intens og farlig, med snesevis af tilfældige luftangreb og et konstant bombardement fra koalitionens krigsfly.

Snesevis af mennesker blev dræbt eller lå fanget under murbrokkerne, og der var ikke nok udstyr til at hjælpe dem. Samtidig nægtede ISIL de civile i at forlade området, og lukkede alle udgangspunkter fra byen.

I løbet af de første uger af disse kampe forsøgte vi at bevare roen, og så håber på en hurtig befrielse af byen – men som ugerne gik, indså vi, at det ikke ville blive så nemt.

Jeg begyndte at planlægge en måde at forlade byen, og kontakte folk, der havde hjulpet andre til at flygte. Jeg lærte snart, at disse mennesker var forbundet med en gruppe af ISIL’s krigere, der ville hjælpe folk til at forlade byen til gengæld for kontanter. Jeg havde intet andet valg end at tage risikoen. Det var bedre end bare at sidde og vente på døden kommer til vores hjem.

For en betaling på omkring $ 700, forlod vi byen med smuglerne i en civil bil, der krydser gennem ISIL’s checkpoints. Vejene var for det meste tomme, bortset fra nogle få militære biler og ISIL krigere. Vi rejste om natten i flere timer, indtil vi nåede Tal Afar, og derefter til et anden område kaldet Baag, i nærheden af ​​Iraks og Syriens grænse.

Vi opholdt sig der i en lejr i flere dage, men det var ikke sikkert; ISIL’s krigere kontrollerede det omkringliggende område, og luftangrebene var ved at komme tættere på.

Til sidst var vi i stand til at krydse grænsen til Syrien. Selvom ISIL, hvem vi jo lige var flygtet fra i Irak, også kontrollerede byen, havde vi familiemedlemmer i Raqqa, som vi besluttede at leve sammen med, da vi ikke havde andre steder at gå til på det tidspunkt.  

Vi betalte en anden $ 700 for at smugle os dertil, og tilbragte dage med at rejser gennem den syriske ørken, før vi ankom til byen. Vi endte med at opholde os i Raqqa i et par måneder. Adfærden blandt Isil krigerne blev i den periode endnu værre og mere ekstrem.

De arresterede mig mange gange. De brød sig ikke om min alder, eller de mange sundhedsmæssige problemer jeg lider af. De er brutale med civile, og især da vi var kommet fra Irak, derefter var der ekstra kontrol af os.

I fængslet mødte jeg mange andre, der var blevet fængslet for ikke at have ladet deres skæg vokse ud, eller på grund af rygning, eller for at have et for lang overskæg. Efter to måneder i Raqqa, begyndte jeg at planlægge en måde at flygte til Tyrkiet.

Rejsen ville være lang og dyr, men jeg havde ingen andre muligheder.

Vi fandt en smugler, der ville tage os gennem et område kontrolleret af Den Frie Syriske Hær, en del af den tyrkiske Operation Eufrat Shield, og vi forlod Raqqa omkring klokken 20:00. Efter to timer i bilen, ankom vi tæt på fronten, hvor der var ​​sammenstød mellem ISIL og FSA, og vi sad i bilen i omkring en time uden at turde flytte os.

Omkring klokken 23:00, fortalte smugleren os: “Kør og kigge ikke bagud, eller du vil blive dræbt. Lad ikke ISIL se dig.” Vi rystede af rædsel, men vi gjorde, som han sagde, sænke vores hoveder og kører hurtigt, med vores tøj og tasker.

Inden for få timer ankom vi til et tyrkisk-kontrolleret område, og vi blev bragt til et hus for at få noget hvile. Derfra begyndte vi rejser mod Tyrkiet. Ved den Syrien-Tyrkiet grænse opholdt vi os i et rum fuld af familier, der også havde planlagt at krydse grænsen med os.

Midt om natten begyndte vi – snesevis af mennesker – at vandre på samme tid, alle var stille og bevæger sig langsomt for at undgå at blive skudt af det tyrkiske politi. Vi gik gennem bjerge, mellem træer og gennem områder med mudder. Mødre forsøgte forgæves at dæmpe deres babyer når de råbte op eller græd.

Som vi nærmede os en tunnel, fortalte smugleren os, at vi var næsten i slutningen af ​​vores rejse. Men pludselige dukkede der tyrkiske soldater op, der begyndte at skrige og skyde med deres maskingeværer. Vi flygtede alt vi kunne og blev spredt i skoven; Jeg faldt, for var blev skudt i min talje. Min søn blev skudt i benet.

Inden for få minutter var alle væk. Jeg opholdt mig sammen med min søn og tre andre sårede på jorden. Vi kunne hverken skrige eller råbe, for vi måtte undgå at tiltrække os opmærksomhed fra det tyrkiske politiet. Til sidst, kom smugleren tilbage og hjalp os med at undslippe grænseområdet; vi rejste til et hospital i Harem, Syrien, og derefter flyttede vi ind hos en anden familie i området.

Vores familie lider stadig. Vi ved ikke, hvor vi vil ende op næste gang. Vi flygter fra alt og alle, bare for at søge sikkerhed og et normalt liv. Nogle gange synes det umuligt at opnå.

Vi vil bare have vores hjem tilbage.

.

Kilde: aljazeera.com

.

«Far, hvorfor tager vi ikke bare flyvemaskinen?»

.

You may also like...