England har – symbolsk – erklæret undtagelsestilstand for klimaet

Mens brandfolkene kæmper med brandene, hælder befolkningen med deres forbrug benzin på bålet.

.

Storbritanniens parlament har onsdag som det første i verden erklæret klimakrise efter store protester.

.

Det britiske parlament har efter ugers omfattende klimademonstrationer i Storbritannien erklæret undtagelsestilstand for klimaet.

Erklæringen er i høj grad symbolsk, men anses som et skridt, der skal imødekomme krav fra blandt andet klimabevægelsen Extinction Rebellion og “Fridays for Future”, der arrangerer klimastrejker blandt unge klimaaktivister.

.

.

Extinction Rebellion blev stiftet i Storbritannien for fem måneder siden. Gruppen har de seneste uger gennemført en række demonstrationer i London.

Den har flere gange blokeret broer og veje i London. Der har også været eksempler på, at aktivister har limet sig selv fast til tog og på andre måder skabt kaos i den store hovedstad.

.

.

Demonstranterne kræver, at de britiske politikere tager klimatruslen alvorligt. De ønsker, at politikerne sætter handling bag løfter om at nedsætte CO2-udledningen og bremse den globale opvarmning.

Onsdag vedtog Underhuset i Storbritannien som det første parlament i verden at erklære en såkaldt klimakrise. Oppositionspartiet Labour tager æren for beslutningen.

– Takket være pres fra Labour er Storbritannien blevet det første land til at erklære undtagelsestilstand for miljøet og klimaet, skriver partiet på Twitter.

– Nu er det tid til for alvor at skride til handling for at håndtere klimaforandringerne.

.

.

Labours partileder, Jeremy Corbyn, håber at beslutningen om at erklære klimakrise vil få politikere verden over til at følge trop – og at det vil resultere i konkret handling.

Extinction Rebellion kalder i en meddelelse erklæringen for “et første skridt på vejen for, at regeringen fortæller sandheden om klimakrisen”, skriver nyhedsbureauet AFP.

– Presset på vores politikere vil nu stige, men intet andet end beslutsom handling vil være nok, lyder det videre fra gruppen.

Gruppen er blevet en af verdens hurtigst voksende miljøbevægelser.

Kilde: jyllands-posten.dk

You may also like...