Der var engang en lystfisker – lad os bare kalde ham for Ellemann

.

Af Bjørn Holmskjold, Berlingske, 23. juli 2012

Der var engang en lystfisker, der fiskede og fiskede. Men der var ikke bid.

Lystfiskeren, lad os bare kalde ham for Ellemann, tænkte – De bidder nok i morgen! Det samme skete næste dag, og forsatte dag efter dag, til hans gode ven, Connie Hedegaard, en dag fortalte ham – Du har spist den sidste fisk, Ellemann! Der er ikke flere.

Om du har nok så mange talenter, og nok så mange penge, så er der ikke flere!

Den dag i dag, fisker Ellemann stadig i håbet om at få bid. For det ligger langt udover hans intellekt at begribe, at havet kan tømmes for fisk.

Det er i det lys, Uffe Ellemann, forstår verden. Den er et overflødighedshorn. Hvorfor vækst kun er et spørgsmål om at forbruge på livet løs.

Der er rigeligt at tage af. Så hvad er problemet?

Således havde pølsemanden også så travlt med at passe sin pølsebod, at han ikke havde tid til at læse aviser eller høre radio.

Det gjorde han så, og hørte da først nu om virkelighedens verden. Hvorfor han tabte modet, holdt op med at råbe op om sine gode pølser. Kunderne blev væk, og han måtte dreje nøglen om.

Og så sagde han: Min kloge søn havde sandelig ret. Vi er midt i en krise!

Hvilket vi bestemt er, og den bliver meget større, end den er i dag.

Grunden er naturligvis den, at hverken lystfiskeren eller pølsemanden havde øje for, at træerne ikke vokser ind i himlen, at jorden ikke er et uudtømmeligt overflødighedshorn.

De lever hver for sig i deres egen lille verden, der er uden kontakt med virkelighedens verden.

Sammenfattes disse to verdensfjerne personligheder til en forståelse. Så kan vi bruge ordet: Kapitalisme, eller, om man vil, dets modsætning: Socialisme.

Fælles for begge ideologier er det lidt de forstår til virkelighedens verden. Hvorfor de på hver deres måde skabe en utopi, der slet ikke kan forsvares. Forsvares i forhold til hvad? I forhold til de begrænsninger, der let og ligetil kan udledes af naturens psykologiske og biologiske love.

Af samme grund er der efterhånden flere psykisk syge mennesker på jorden, end der er fisk i havet!

Skyldes det, at vi gør det rigtige?

Skyldes overbefolkningen, at vi gør det rigtige?

Skyldes udryddelsen af dyrenes levesteder, og dermed artsdiversiteten, at vi gør det rigtige?

Skyldes de kemiske stoffer i de nyfødtes krop, at vi gør det rigtige?

Skyldes klimaændringerne, at vi gør det rigtige?

Skyldes…..

Det er hele samfundstænkningen, der er forkert. Vi er ved at begå globalt selvmord i den tro, at vi gør det rigtige!

Den kloge søn har dog ikke helt ret. Vi er ikke midt i krisen. Den er dårligt begyndt endnu! 

Kilde: uffeellemann.blogs.berlingske.dk

.

Miljøminister advarer mod selvtægt, og vil selv begår selvtægt mod ulvenes fredning

.