Den norske løgn om ulvene

Gray Wolf (Canis lupus)

Én ting må være klart: Ulvedrap har ikke noe med landforvaltning å gjøre.

Dette handler ikke om logikk.

Det handler om følelser, ganske enkelt. I et land så stolt av sin sunne fornuft, er dette forunderlig, skriver Ben McPherson.

.

Mens verdens vrede var rettet mod hvalfangerne i Lofoten, gik de norske bønder til frontalt angreb på ulven.

 

Er det ikke mærkeligt?

I en ret og rimelig verden, ville det internationale samfund give reprimander til et land, der dræber halvdelen af bestanden af dets største rovdyr hvert år. Selv om myndighederne i landet erkender, at arten er kritisk truet, fremmer de en strategi, der forhindrer artens vækstmuligheder og holder det samlede antal så kunstigt lavt, at arten genetisk degenererer.

Ja, vi er i Norge.

Hvis Kenya gjorde noget lignende med sin løvebestand, ville verden reagere voldsomt. Sanktioner og boykot vil blive konsekvensen. Norges Rejsebureauer vil anbefale folk at tage på ferie til andre lande. Folk ville aflyste safari-udflugter. Vi ville se dokumentar om det på NRK og hørt bekymrende udtalelser fra den norske statsminister, Erna.

.

.

Når Greenpeace og Sea Shepherd råber højt om hvalernes situation, reagerer verden ikke tilsvarende på Norges omfattende angreb på dets dyreliv.

Norge, et af de højt udviklede lande, der er på nippet til at udrydde sine største landlevende rovdyr.

Det er på tide verden får øjnene op for det “naturparadisiske” Norge gør mod ulven.

For mens lossen, bjørnen og de uelskede jærv klamrer sig til livet, er situationen for ulvene endnu mere alvorlig.

.

.

Ulven er på den norske røde liste over truede arter.

Vinterens optælling viser, at der kun er mellem 35 og 52 ulve i landet. I år er hele 14 ulve er blevet skudt af licensjægere eller med tilladelse. Det er over 25 procent af alle ulve i landet.

For ikke at nævne krybskytteriet.

En dag vil bestanden kollapse til et lavpunkt, hvor den ikke vil kunne overleve. Og dette mod et dyr, der er klassificeret som “beskyttet”.

Sammenlign det med vågehvalen. Norge tager omkring 600 dyr om året fra den Nord-Atlantiske bestand på mindst 125,000. Hvalfangsten sker i dag primært af historiske grunde: der er ingen penge i det, de fleste nordmænd kan ikke lide kødet, og det sælges ikke internationalt, hvorfor jagten er unødvendig og usympatisk. Men vågehval er ikke en art på kant af kollaps.

Ikke desto mindre er der internationale formaninger til Norge i anledning af denne miljøkriminalitet mod hvalen.

.

.

Uvidenhed og overtro

Storbritannien var uvidende nok og overtroisk nok til at udrydde ulven. Vi betaler prisen for den dag i dag. Til vores forsvar, skete det i 1680, og der var ingen forståelse for konsekvenserne. For vi var bange, vi var uvidende, og ulven skulle udryddes.

Denne tankegang har i bakspejlet ødelagt meget for det britiske landskab, og det der er tilbage ligner velplejede parkområde uden lighed med naturens oprindelige vildskab.

Ikke desto mindre står vi her i Norge 300 år senere med et politisk parti dedikeret med samme formål. Det er uforståeligt og patetisk. For i dag er uvidenhed om de biologiske kendsgerninger ikke længere en undskyldning.

I 1960 blev ulven udslettet i Skandinavien. Og selv om loven forsøger at bekæmpe miljøvandalismen, gav den første regulering ulvehaderne et absurd kort på hånden, et kort Sentretpartiet klamrer sig til på trods af logiske mangler. For de ulve, der re-koloniserede Norge kom fra finsk-russiske bestande.

.


Det er partiets officielle ulve-standpunkt:

Der findes ikke en særegen norsk-svensk ulvebestand.

Ulvene i Norge tilhører den finsk-russiske ulvestammen, og Senterpartiet mener derfor, at Norge ikke er forpligtet til at tage vare på denne bestand.

Man kan sidestille norske ulve med mårhund og vildsvin. Ingen arbejder for at oprette egne stammer af mårhund og vildsvin i Norge, tværtimod er de uønsket i den norske natur.

Det bør også gælde den finsk-russiske ulvestamme.


.

Med andre ord er disse ulve indvandrere;

De har intet at gøre her. De er ikke norske ulve, de ikke engang har norske gener.. Få dem ud herfra.

 

Det er en bizar og ejendommelig norsk version af natur-fremmedfrygt, som med forsæt, ignorerer de grundlæggende fakta om ulvens lavevis.

Da ulvene bevæger sig på tværs af store områder og frit krydser landegrænser, er ulvens gener spredt over store områder. Der findes derfor ingen fuldblods norske, svenske, russiske, finske, danske ulv…..

Sådanne har aldrig eksisteret.

.

Rovdyr-debatten i Norge bygger i stigende grad på løgne og propaganda

.

Konstrueret vildmark

Dette er et land som er stolt af sin vildmark og hvordan landområderne bruges og forvaltes. Men det er en stigende grad af versionen «kundevenlig» vildmark, som bringes til torvs: En vildmark skræddersyet for den jævne nordmand på tur, uden plads til ørne eller bjørne, og i hvert fald ikke til ulve – der er faktisk ikke længere plads til dyr, som får folk til at føle sig utrygge.

Folk siger. Hvis du boede i Trysil, ville du føle det anderledes. Vi lader ikke børnene lege udenfor. Ulvene færdes helt op til husets vægge.

Det er rigtigt, at folk i byen er mere Pro ulve end dem, der bor i landet, som Aftenposten beskrev det tidligere på året. Men her har byens borgere har ret. Ulvene i Norge angriber ikke mennesker, hverken voksne eller børn. Det faktum, at de udløser en vis frygt blandt nogle af dem, de støder på, siger mere om disse konkrete individer, end det gør om ulven.

Så mens norske fiskere og hvalfangere er nødt til at håndtere strenge kvoter og resolutioner, der er til for at beskytte fiskebestandene og fremme biodiversiteten, er situationen det modsatte hos landbruget.

Bønderne beslutter, og myndighederne retter ind, ligegyldigt hvor irrationel den forudsætning for logik er.

.

.

Kritisk truet

Officielle tal viser, at ulven er «svært udryddelsestruet». Norge har pligt til at beskytte den. Men myndighederne har indgået et rart kompromis med bønderne. Målet er at tillade tre kuld i «ulvezonen» i Sørøst-Norge.

Dette er ikke nok. Det er så få ulve, at det bliver for meget indavl.

Bøndernes beregninger holder ikke vand. I 2012 gav myndighederne erstatning for 26.512 får og lam dræbt af rovdyr. De afviste 20.000 yderligere krav. Men bøndernes bevis er ikke al verden. Der var kun 1809 dokumenteret sager, hvor får og lam var blevet dræbt af rovdyr, noget som udgør omtrent 7 procent af de erstattede tab. For at sige det på en anden måde: Af totalt 120.000 får bredt set hvert år, kan man kun bevise at 1,5 procent af drabene skyldes rovdyr.

Et meget lavere antal er beviseligt dræbt af ulve.

Det er en lille del i forhold til alle de dyr, der falder ned bjerge, drukne eller fryser til døden. Norske bønder kunne redde livet for mange flere dyr, hvis de tog sig af plejen af dem, og dermed ville de også have forhindret ulveangreb.

.

.

Fornuft og følelser

Én ting må være klart: Ulvedrab har ikke noget med landsforvaltning at gøre. Dette handler ikke om logik. Det handler om følelser, ganske enkelt.

I et land. Der er så stolt af sin sunde fornuft, er dette forunderlig.

Se på ulve-historierne som fortælles hvert år, specielt i lokalpressen. De deler sig i to hovedtyper.

I den første snakker fortvivlede bønder om effekten af at miste lam. Nogen siger, at miste lam er som at miste en kæledægge i familien. Når man ser bort fra det at bønderne bliver kompenseret for tabte lam, kan man kun komme med én respons til dette: Hvis du har en så sentimental tilknytning til dit husdyrbrug, så kan det være det ikke er en branche for dig. Lammenes funktion er i denne sammenhæng at blive slagtet og spist. Ulvene griser måske mere i processen, men det er fundamentalt set det samme.

Den andre type historie, som er lidt perniciøs, og handler om skumle sammentræf med ulve. I alle historierne løber ulven sin vej, men avisens vinkling er som oftest, hvor heldig dette menneske er som har overlevet.

Med andre ord gik de sejrende ud af det. De undslap med livet.

.

.

Det sidste menneske, som blev dræbt af en vild ulv i Skandinavien, døde i 1881. Det sidste rapporteret dødsfald fra et ulveangreb i Norge var i 1800. Ulven gør alt de kan for at undgå menneskene. Vi skræmmer dem. Selvsagt skal man være forsigtig med alle store rovdyr, men det er bare naturlig sund fornuft.

Vi frygter med rette isbjørnen, fordi den regelmæssigt dræber mennesker, men ingen antyder, at vi skal udrydde den af den grund. Det ville i givet fald afstedkomme en umiddelbar og direkte respons: Verdenssamfundet ville reagere. Og det meget kraftigt.

Og hvis Svalbards isbjørne bevægede sig over landegrænsen, ville nogen så antyde, at de var Ruslands ansvar, ikke Norges?

.

.

Højt udviklet

Det er jo sandt, at ulvene er svært effektive jægere. De jagter strategisk og er eksperter i at identificere og skille de svage individer fra flokken. De samarbejder og jager i flok, og hvert dyr har en speciel rolle i jagten. Det virker som de får instrukser fra alfa-ulvene undervejs.

De er svært sofistikeret, og ville nok have været skumle, hvis de havde haft dig i sigte. Men det har de ikke, for mennesker er ikke et bytte for dem.

Ulven er svært intelligent, og lever i stramt struktureret flokke domineret af et alfa-par. Det er kun alfa-ulvene som parrer sig, men hele flokken er med på at opdrage ungerne, med «tanter» som passer ungerne, mens mødrene er på jagt.

I Norge er det vanskelig for flokkene at nå en størrelse, som tillader den naturlige flokadfærd, takke være jægernes våben.

Forskning udført af Camilla Wikenros ved Sveriges Landbrugsuniversitet viser, at ulven har lille påvirkning på ådselsædere og andet rovvildt: Deres påvirkning på naturbalancen er relativt neutral.

.

Er de eneste dyr som bidrag til vort forgodtbefindende kæledyr og husdyr?

.

Ulven bidrager ikke

Sidste argument fra bondefronten er at ulvene ikke bidrag med noget.

Det har de helt ret i. Ulven gir ikke menneskene noget. Og dersom nytteværdien for mennesket er et kriterium, er det vanskelig at argumentere mod det. De henter ikke avisen eller kryber op i sofaen ved pejsen. Du kan heller ikke spise dem.

Man kan klart sige, at dette er det tåbeligste argumentet af dem alle. De eneste dyr som bidrag til vort forgodtbefindende er kæledyr og husdyr. Skal man følge denne logik, må man eliminere alle andre «unyttige» dyr. Vi kan leve uden grævlinger, uden ræven, de fleste insekter, firben og slanger. Hvem trænger til måren? Hvad skal man forresten med sangfuglene?

Hvor meget at naturen bruger vi, egentlig? Det ville nok være mere ryddeligt og mere kontrollerbart ved bare lægge beton over det hele.

.

.

Verden må se til

Norske bønder er ikke landdistrikternes vedligeholder, de er en interessegruppe, som så mange andre. Takket være dem og lobbyisterne, har vi smagsløse tomater om sommeren og det mest uinteressante osteudvalg i noget europæisk land. De bestyr ikke så meget i tingenes store sammenhæng, og selvforsyning er vigtig på madfronten.

Men bønderne har en uforklarlig mægtig rolle i det norske samfund, og den afsindige alliance mellem Tine og Senterpartiet har alt for meget magt. Et af ofrene i dette er ulven.

Den vil blive forfulgt og udryddet over de næste år, så bønderne slipper for bruge tid tilsyn med  deres dyr, og overtroiske mennesker kan sove godt om natten.

Fremskridtspartiet og Højre bryder sig heller ikke særligt om ulven, men det burde du.

Ikke fordi den er fluffy, men fordi den er en vigtig del af din kulturarv, og de der er heldige at have dem.

I mellemtiden burde verden udenfor Norge glemme hvalen lidt, og koncentrere sin indsats til fordel for den norske ulv.

Nytt år — nye muligheter … og kanskje nye sanksjoner?

Kilde: aftenposten.no

.

Laila Davidsen sier til Dagbladet, at hun mener at vi ikke trenger rovdyr i Norge…!

Norge: Konservativ politiker vil alle rovdyr udryddes – De giver ingen værdi-skabelse..!

.

You may also like...