Australien: Jeg har aldrig set så megen grusomhed

Australiens premierminister: En iskold psykopat…

.

Traume-psykolog om australske flygtningelejre: Jeg har aldrig set så megen grusomhed

20.06.2016

 

Seks drenge forsøgte at tage livet af sig selv med samme barberblad i den australske lejr på Nauru.

4.494 km. Så langt er der fra Australien til østaten Nauru. Men det er her, at man har valgt at sejle bådflygtninge hen. Asylansøgere, som håber på et liv i fred i Australien, men som i stedet ender i en lejr på Nauru.

Og selv hvis det viser sig, at de har krav på asyl, skal de ikke regne med at komme til Australien, for i givet fald kan de i stedet få lov at blive på Nauru eller i Papua Ny Guinea.

For på Manus-øen, der hører til Papua Ny Guinea, har australierne endnu lejr. Papua Ny Guineas højesteret afgjorde dog i april, at det ikke er lovligt for Australien at have en lejr her, og siden har man ladet flygtningene forlade lejren, som dog fortsat består.

Lejrene er blevet voldsomt udskældt, og ngo’er har foruden de dårlige fysiske forhold også peget på, at der har været flere tilfælde af seksuelle overgreb. I 2013 sammenlignede en sygeplejerske, som havde arbejdet tre uger på Naura, stedet med en koncentrationslejr.

.

.

Nu lyder der også kritik fra den erfarne traume-psykolog og politiker Paul Stevenson, som var udsendt til Manus og Nauru 14 gange mellem 2014 og 2015. Formålet med turene var at rådgive sikkerhedsvagterne i lejrene, men han har samtidig skrevet en over 2.000 sider lang rapport, hvor han beskriver nogle af de ting, som han så.

Det skriver The Guardian, som har talt med Stevenson, der er formand for det lille, socialliberale parti Australian Democrats i Queensland.

.

.

»I hele min 43 år lange karriere, har jeg aldrig set flere grusomheder end ved de indespærringer på Manus-øen og Nauru,« siger han.

.

Traume-psykologen har b.la. arbejdet med overlevende fra tsunamien i 2004 samt terrorbomberne på Bali i 2002 og 2005, men mener altså, at den australske regering påfører mennesker flere traumer, end han nogensinde har set før.

Under sine ophold har han bl.a. oplevet, at seks uledsagede drenge forsøgte at begå selvmord på samme tid med samme barberblad. De nægtede i første omgang behandling.

Én kvinde prøvede at tage sit eget liv syv gange på fem uger og truede med at slå sin egen datter ihjel. Man måtte i sidste ende bedøve kvinden, fordi hun vedblev at slå hovedet ned i jorden.

.

.

En anden skar sin mave op i protest over, at han ikke kunne få lov til at tale med sin fætter, som stod på et tag og truede med at hoppe ned.

En treårig dreng blev angiveligt misbrugt af en vagt, men moderen frygtede repressalier og sagde derfor intet, før hun flere måneder efter blev sendt til Australien for behandling.

Og endelig er der kvinden, som blev fundet nøgen og fortalte, at hun havde været ude for et seksuelt overgreb. Hun blev kørt til politistationen i stedet for hospitalet.

Ifølge Paul Stevenson er det både de ansatte og indsatte, som bliver traumatiserede.

»Hver dag er demoraliserende. Hver eneste dag og hver nat. Og du kan være på en otte timers vagt, eller 16 timer eller 20 timer, du kan stå op midt om natten for at respondere på et opkald fra lejren, og du ved, at det ikke bliver bedre. Og det er den demoralisering, som er det afgørende træk ved offshore-detentionen. Det er på ubestemt tid, det er under frygtelige, frygtelige forhold, og der er intet, som man kan sige om det, som siger, at der er nogen form for positiv humanitet i det. Og det er derfor, at det er så grusomt,« siger psykologen.

.

.

Papua Ny Guinea til Australien: Vi lukker asyllejr

Han fortæller, at der kan være op til seks selvmordsforsøg på én dag, og det betyder, at vagterne dybest set begynder at blive ligeglade. Samtidig er der flere årsager til, at asylansøgerne gør skade på sig selv. Nogle kan ikke længere udholde det liv, som de bydes i lejren, andre håber på, at det vil give dem bedre forhold, eller at de kan få medieopmærksomhed, og så kan de også være heldige at blive fløjet til Australien for behandling.

»Det er, hvad detentionen gør ved folk,« siger Stevenson og fortsætter:

»Det vender dem mod sig selv og får dem til at bruge sig selv som valuta. Og det er en meget, meget betydelig grad af traumatisering, når nogen gør sådan noget. Det eneste de har at forhandle med, er deres egen krop.«

I år har der været to tilfælde, hvor flygtninge har sat ild til sig selv. Én mand døde, mens en somalisk kvinde overlevede, men er fortsat indlagt. En tredje person låste sig inde i sit værelse og satte ild til det, også hun overlevede.

Kilde: theguardian.com

.

Danmark En Støjende Pind skal have en løkke om halsen

Følelseskold kynisme grænsende det psykopatiske – Det er regeringens flygtningepolitik

.