Alternativet bag Facaden: Og der er intet at grine af – Vi går fra menneskelighed til intethed….

Det er en biologisk kendsgerning: Vi fødes alle som hanner og hunner.

Kun psykologien kan ændre på denne selvopfattelse.

.

Særligt svenskerne synes nu at lide af galoperende kønsforvirring og synes helt at have mistet enhver kontakt med virkeligheden, og ved nu dårligt om de må opfatte sig selv som hanner eller hunner, med en samfundsindretning, der i stigende grad helst ser alle som “henner”.

Hvorfor man skal se de seneste ekstremt mange påståede seksuelle overgreb, der vælter frem under ”Me too” oprøret i det svenske, som et latent behov for i det mindste at blive bemærket som et individ af andet køn, end de andre “henne”.

Sverige mister i stigende grad forbindelsen til… Naturligheden!

.

Dertil er vi ikke kommet i Danmark…. Endnu!

Men det kun et spørgsmål om tid….

Generation Z ligner mennesker, men er blot psykisk syge individer, der ligner mennesker.

.

Men under overskriften: ”Alternativet-kandidat giver op:

Partiet er pubertært (infantilt) og privilegeret (selvoptaget)”, bragt i Altinget, kan man læse om en bevægelse, kaldet Alternativet, der er varslende en lignende udvikling er undervejs i Danmark.

.

Tidl. medlem og kandidat for Alternativet, folkepensionist og tidligere lærer for udfordrede og udfordrende børn og unge, Niels Hansen, der indtil for et par måneder siden var medlem af og kandidat for Alternativet på Stevns, fik nok, og beskriver sin oplevelse af Alternativet.

.

Grotesk topstyring, pubertær overfokusering på det seksuelle og en navlebeskuende asocialitet har fået Niels Hansen til endegyldigt at forlade Alternativet.

.

Da jeg meldte mig ind i partiet, vidste jeg godt, at jeg kom i selskab med mennesker, der var luftigt forelskede i selve begrebet alternativt, ligesom jeg ikke gav noget for “kom-hinanden-ved-gøglerkulturen”. Mine relationer skabes ikke ved håndspålæggelse, men ved at arbejde konkret sammen.

Det var en nødvendig, men ikke nem beslutning at stoppe, fordi der var et godt og konstruktivt samarbejde i lokalafdelingen.

Jeg havde det også svært med den interne, sødladne retorik. Og man kunne også overveje, om den pubertetsprægede overfokusering på det seksuelle er det rette alternativ. Det burde man lade reklamebranchen om.

Når jeg på trods af dette meldte mig ind, var det fordi de fundamentale ideer forekom – og forekommer – mig, relevante.

Jeg vil fremhæve teserne om at være socialt, økonomisk og miljømæssigt ansvarlige, ligesom tankerne om en ny politisk kultur, hvor åbne diskussioner, også med dem, man er uenige med, var forfriskende. Man hævdede at ville bygge partiet op nedefra.

Intet af dette er sket. Jeg har stort set kun oplevet lukkethed og topstyring. Toppens foretrukne kommunikation har været tavshed, når de er blevet præsenteret for problemstillinger, der var ubekvemme. Jeg har mailet til toppen med spørgsmål og kommentarer uden at få svar.

Ikke engang en intetsigende takke-mail kan man mande/kvinde sig op til.

De sidste dages tumult bekræfter kun opfattelsen af lukkethed og dobbeltmoral. Uffe Elbæk forsøgte traditionel damagekontrol ved ikke at ville stille op til interview. Det er da ikke åbenhed. I stedet sender man noget skriftligt sentimentalt sludder om, at man er uperfekt.

Selvom der ikke kan eller skal sættes et absolut lighedstegn mellem lokal- og landspolitik, blev manglen på identifikation med ”moderpartiet” i længden uholdbar.

Det følgende er et rids over nogle af de momenter, der provokerede til min exit.

Man indførte kønskvoterede talelister, ligesom man kun ville deltage i debatter, hvor begge køn var til stede.

De kønskvoterede talelister er udtryk for, at man prioriterer rigide formaliteter over viden.

Umiddelbart efter fremsættelsen af dogmet om ”begge køn” erstatter René Gade Josephine Fock i en debat, fordi hun var forhindret. René Gades bortforklaringer var fuldt ud på højde med traditionelle politikeres ditto. Dobbeltmoralen var kvalmende. Det havde vel været muligt at finde en anden kvinde?

Jeg har fuld respekt for følelser som politisk inspiration og drivkraft, men hvis de fortrænger kendsgerninger, ender man i Trump’ske tilstande.

Politik kræver en del surt slid med at sætte sig ind i kendsgerninger, det er ikke nok bare at mene eller føle. Det kan godt være en mangelvare i Alternativet.

Et tydeligt eksempel på dette kunne ses på en videoptagelse af et møde, hvor man skulle tage stilling til et regeringsforslag om at gøre sprogscreening af treårige obligatorisk. Der var megen snak om tvang kontra frivillighed, ikke ret meget om konsekvenserne for børnene, men det mest pinlige var, at INGEN kendte til de nuværende regler. Josephine Fock havde vistnok læst noget i en avis. Det er uanstændigt at forholde sig til noget fremtidigt uden at kende nutiden.

Jeg går – nødtvungent – ind for at beskatte kød. Da dette fornuftige forslag blev fremført, var det så dårligt struktureret og formuleret, at det for en neutral tilskuer fremstod som det rene pjat. Var det kassedamen, der skulle administrere afgiften?

Man kom med et kilometerlangt skoleudspil, der byggede på en fundamental uvidenhed/ulyst til at se på skolens udfordring: larm og ballade i timerne. Ro vil virkelig være alternativt. Mine kommentarer blev tiet ihjel.

Interessen for miljøet manifesterede sig ikke synligt i offentligheden. Der har ellers været nok at tage fat på med vandplaner, gødningsregler m.m., men det kræver åbenbart mere arbejde end folketingsgruppen er i stand til at mobilisere.

Jeg ved, at Alternativet klager over manglende adgang til medierne, men lidt mere flid og mindre fest og farver kunne måske gavne.

Det mest katastrofale er dog den manglende sociale ansvarlighed. Det er socialt ansvarligt at prioritere de alvorligste sociale problemer og uligheden højest. I min optik skal man primært prioritere problemerne i bunden af samfundspyramiden, og – generelt – er det drenge og mænd, der har de dårligste liv.

Det gør mere indtryk på mig, at det er drenge, der generelt forulykker i skolen, end at der er kvinder, der forbigås til topposter. I dagens Danmark er forslag om kønskvotering, der kun har relevans for de privilegerede, udtryk for en navlebeskuende asocialitet.

Hvis man endelig skal snakke om kvoter, er der områder, der er mere relevante end køn. I flæng kan nævnes uddannelsesbaggrund, indkomst-/formueforhold, boligforhold, alder, sundhedstilstand. Hvor mange arbejdsløse, enlige mødre med dårligt helbred findes der i besluttende organer – og hvor mange akademikere?

For helt egen regning mener jeg, at den mest presserende kønsproblemstilling er manglen på mænd i vuggestuer, børnehaver og skoler. Det er problematisk for en del drenges muligheder for at identificere sig med sunde maskuline forbilleder, men fri mig for kvoter. Gør det attraktivt for mænd at arbejde med små børn.

Landsmødet forkastede ledelsens forslag om at indføre kønskvotering. Ledelsen kender alle argumenterne imod, og derfor er det et bevidst valg, at man vil underløbe landsmødets vedtagelse med en kosmetisk ændring fra 50/50 til 60/40.

Det lykkedes at få Caroline Magdalene Mayer til delvist at svare. Hun fastholdt, uden at forholde sig til modargumenterne, at sagen var så vigtig, at den skulle fremmes.

Det er et eklatant udtryk for en type topstyring, der ikke respekterer landsmødet, som vel må betegnes som partiets øverste myndighed.

Der er stadig brug for et politisk alternativ. Det er en skam, at det ikke er Alternativet. Det er trist, at Alternativets fiasko gør vejen til det ægte alternativ meget mere besværlig.

Kilde: altinget.dk – Kilde: newyorker.com

.

Folketingets åbning 2017

Undersøgelse: Politikerne medvirker selv til samfundsopløsningen

.

You may also like...