30 års krig i Guds navn 1989-2009 (1/2)

American_War_Machine

DR bringer her en udsendelse, som rummer mange oplysninger om de islamiske krige de sidste 30 år. Krige, som USA meget ofte har  haft meget større indflydelse på, end man nok lige tror og husker.

Når man tænker over det man ser i udsendelsen, da bemærker man sig hvilken ekstrem stor indflydelse Vesten har og stadig har på den muslimske verden.

Specielt shia-sunni konflikten har USA forstået at udnytte fuldt ud.

En over 1300 år lang kamp om arven efter profeten Muhammed saws. En konflikt, som er mere ødelæggende for islam, end USA og Israel til sammen. 

Man bemærker sig også, hvor kendetegnende det er for lederne rundt om i verden, at magten gøre dem psykopatisk magtsyge. De vil alle være verdens herskere.

Det er et tilbageblik på 30 år krig mellem den vestlige verden og den muslimske verden, og danner forståelse for den måde verden ser ud på i dag. For denne krig er slet ikke slut.

Skal menneskeheden overleve skal den vestlige forståelse af virkeligheden naturligvis udryddes denne verden. Men den islamiske forståelse af Guds vilje skal også rettes ind efter, at mennesket er iboende denne stræben efter en altfavnende magt.

Forstår muslimerne ikke at imødegå denne menneskelige tilbøjelighed. Så vil der aldrig blive fred.

Men se udsendelsen og blive tænkende. Da man ikke når at fange alle de fine nuancer i det der siger, er alt det sagte udskrevet i tekst.

God fornøjelse… In sha Allah

Originaltitel: Trente ans de guerre au nom de dieu

Hele udsendelsen findes oversat under videoerne

.

.

.

Jihad-krigeren:

Jeg kæmper for en klar ideologi, og det er religionen. For den vil jeg ofre mit liv. 

Andrew Sapp, den amerikanske flåde:

Der indlysende, at vi har ret, og de tager fejl. En skam vi må slå ihjel for at bevise det, men Gud er med os. Så det er okay.

 

Nu som før ofrer soldater livet og slår ihjel i Guds navn.

For at forstå religionernes rolle i nutidens konflikter og hvordan den bruges til at sende mænd i krig skal vi 30 år tilbage i tiden, da forældede religiøse begreber pludselig dukker op igen i den politiske retorik.

 

Det Republikanske Konvent, 17. juli 1980 – Ronald Wilson Reagan (fhv. skuespiller)

ronald_reagan

“Vi vil genoprette håbet og indlede et nationalt korstog så USA atter kan genvinde sin storhed.

Jeg må indrømme, at jeg har været lidt nervøs for at foreslå det, som jeg vil foreslå nu….

Men jeg er mere bange for ikke at gøre det….

Kan vi indlede vores korstog med en stille fælles bøn?

 

Den kommende præsident indleder sit korstog midt under den kolde krig. Verden er blevet delt i to efter opførelsen af Berlinmuren. Vestblokken er anført af USA, og Østblokken af Sovjetunionen. En verden domineret af to ideologier: Kapitalismen og Kommunismen.

Men i 70’erne bliver religionen igen en central politisk faktor. Den polske pave, Johannes Paul II rejser ind bag Jerntæppet for at støtte modstanderne af det sovjetiske regime. Samme år invaderer USSR Afghanistan og konfronteres med Mujahedinerne, der kæmper i Islams navn.

I 1980 udnævner Israel Jerusalem til sin evige og udelelige hovedstad. Byen, som er hellig for jøder, kristne og muslimer, bliver et symbolsk centrum for Mellemøstens voldsomme krige.

I Iran står Khomeini i spidsen for den første islamiske revolution. Religionen er tilbage i politik.  Denne tilbagevenden vil på 10 år ændre klodens geostrategiske balance.

Guds tilbagevenden til politik udspiller sig i Mellemøsten.

Det ”sorte guld” gør det til en yderst strategisk region som hele Vestens levestandard afhænger af. Østblokken får sin olie fra Sovjetunionen, mens den vestlige verden forsyner sig med olie i Mellemøsten. Navnlig fra Saudi-Arabien, de arabiske Golfstater, Irak og Iran.

Iran er USA’s store økonomiske og militære allierede.

Shahen af Iran er en kold diktator, som ser stort på menneskerettigheder. USA har støttet ham, siden han overtog magten i 1953. ”Golfens politibetjent” råder over regionens stærkeste hær.

 

Jimmy Carter, USA’s præsident, 1977-81

”Takket være shahens store lederskab er Iran en enklave af stabilitet i en af verdens mere uroplagede regioner.”

 

I 1978 tror USA stadig på sin allieredes uovervindelighed. Mens på seks måneder er alt forbi. Kriseramte arbejdere strejker på olieraffinaderierne. Sociale uligheder og undertrykkelse vækker vrede i befolkningen.

De vestlige lande lukker øjnene, når styret slår ned på demonstranter. Fagforeningernes fremmarch vækker stor bekymring. Men trods blodig undertrykkelse vokser oprøret og demonstrationerne.

Meget overraskende handler det ikke om klassekamp, men om religion.

Akbar Ganji er studerende. Begivenhederne vækker kampgejsten. Han tror på en religiøs opvågen og slutter sig til Revolutionsgarden. Nu lever han i eksil i USA og kæmper for menneskerettigheder.

 

Akbar Ganji, forfatter og journalist:

akbar-ganji16

– ”På det tidspunkt var jeg 19 år gammel. En ung revolutionær. Jeg var meget aktiv i revolutionen. Det lignede alle andre revolutioner. Jeg var fuld af håb. Håb om en ny begyndelse. Med Hannah Arendts ord håbede vi alle på historiens begyndelse. Vi skulle genskrive historien fra begyndelsen. Vi skulle begynde forfra som historiens og rationalitetens repræsentanter og skabe et nyt menneske og et nyt samfund baseret på retfærdighed, kærlighed, lighed og broderskab.”

 

 Bruce Riedel, Mellemøstekspert for CIA:

bruce_06062013

– ”Gud eller i hvert fald religion er blevet misbrugt og udnyttet i nutidens Mellemøsten i mindst 30 år nu. Det går tilbage til den iranske revolution hvor islam igen begyndte at spille en afgørende politisk rolle.

I de første 2/3 af det 20. århundrede havde islam mistet politisk tyngde og blevet erstattet med nationalisme i den arabiske verden.

I 1979-80 begyndte det at vende. Folk i hele Mellemøsten var skuffede over nationalismen som blev erstattet med radikale islamiske kræfter.”

 

I 1979 dukker politisk islam også op i den østlige del af Mellemøsten. Sovjetunionen invaderer Afghanistan for at støtte landets kommunister. Oprørerne har forladt ideologierne og kæmper også her i islams navn.

Vesten støtter oprørerne og Massoud, som går ind for en moderat islam samt bin Laden, al-Qaedas grundlægger. Deres kamp er en jihad, en hellig krig mod de vantro. FN og Vesten fordømmer invasionen, men bag kulisserne bifaldes den.

 

 Bruce Riedel, Mellemøstekspert for CIA:

– ”Mange i USA glædede sig over invasionen af Afghanistan fordi Sovjetunionen blev suget ind i en Vietnam-agtig krigsfælde.”

 

Inspireret af go-spillet isolerer USA Sovjetunionen ved at spille det religiøse kort og støtte nye islamiske bevægelser i Afghanistan, Pakistan og hele Mellemøsten. Strategien er effektiv, men får også alvorlige følger.

 

 Bruce Riedel, Mellemøstekspert for CIA:

– ”Vesten drog fordel af andres kampe og meget vanskelige situation. Og så skete der noget helt uventet: Sovjetunionens sammenbrud.”

 

I Iran prøver Vesten ligeledes at udnytte den religiøse opvågnen. Den mand, folket hylder på trods af undtagelsestilstand og anholdelser lever i eksil i Frankrig, i Paris-området.

Ayatollah Khomeini, shiamuslimernes åndelige leder holder pressekonference og forbereder den islamiske revolution og sin tilbagevenden til Iran efter 15 år i eksil.

 

Ayatollah Khomeini:

ayatollah_ruhollah_khomeini-425px-001

– ”Det er ikke nok, at shahen træder tilbage. Han skal forlade landet, for han er ikke valgt. Når han har forladt landet, vil vi oprette en islamisk republik med folkets stemme og med islamisk lov.”

 

Khomeinis udtalelser fra Frankrig får oprøret til at blusse op. Situationen er eksplosiv.

Syg og svigtet af sine allierede, som ikke længere tror på hans magt, beslutter shahen at forlede landet på ubestemt tid. Han gør dog et sidste forsøg på at redde situationen: Han lader en midlertidig regering og hæren overtage magten.

Den israelske general Itzhak Segev er militærattaché i Teheran og ansvarlig for våbenhandlen mellem Israel og Iran, som dengang var allierede. Som rådgiver deltager han i de iranske generalers møder. De forbereder i al diskretion Khomeinis hjemkomst.

 

Itzhak Segev, israelsk general:

2887984601

– ”Planen var at køre til lufthavnen og tage kontrol over flyet. Så ville vi køre ham til Kish. Så ville vi få Khomeini og hans folk væk fra pressen, slå dem ihjel, for så at bede pressen om at tage billeder og flyve hjem til Frankrig.  Det er totalt logisk!”

 

Kort tid efter ankommer Khomeini med hele sin stab og verdenspressen om bord på et særligt chartret fly fra Frankrig. USA’s regering har ligeledes sendt en repræsentant til Teheran. Robert Huyser er næstkommanderende general for Nato-styrkerne.

Han har en besked fra USA til de iranske generaler.

 

 

Itzhak Segev, israelsk general:

– ”Alle generalerne ville høre, hvad Huyser havde at sige til dem. Så han fortalte dem:

Præsident Carter har sendt mig for at fortælle jer, at han ønskede at se demokratiet blomstre i Iran.”

Samme nat sluttede hærchefen, Karabagi, sig til revolutionen.”

 

For de iranske generaler støtter USA åbenlyst Khomeini. De skifter derfor side og opgiver det hemmelige attentat. Hvorfor det ikke er militærfolk, der venter den 1. februar 1979, men millioner af iranere, der tiljubler ham.

  

Itzhak Segev, israelsk general:

– ”Khomeinis succes skyldes efter min menig kun, at der var uoverensstemmelser mellem Europa og USA. De europæiske lande udgjorde heller ikke én blok. Frankrig ønskede at indgå en aftale om den iranske olie, mens Italien og Tyskland forhandlede separat. Og alle troede, han var moderat nok til at sælge til dem og ikke til USA. Så alle støttede ham.”

 

Mindre end tre måneder senere afholder Khomeini demokratisk valg. Den ’øverste leder’ opnår religiøs såvel som politisk legitimitet. Irans forfatning bliver vedtaget, og i paragraf 5 lyder det: ”Gud er målet, apostlen forbilledet og koranen forfatningen.”

 

Jean-Francois Colosimo, religionshistoriker

arton73908-442x480

– ”Det er ikke en tilbagevenden til noget forældet og middelalderligt. Det er tværtimod en moderne bedrift. Det politiske liv overtager alt, inklusive religionens plads. Der er rent faktisk tale om en guddommeliggørelse af det sociale. Det er slut med det transcendentale. Gud indgår sågar i samfundets flade struktur. Han bliver et samfundsprincip, og der har vi altså fundamentalismen. Det er ikke et skridt tilbage, men indførelsen af et nyt system.”

 

Vesten ser en ny allieret i Khomeini, som dog hurtigt vender ryggen til. Han bruger sin religiøse magt som våben mod Vestens imperialisme, som for ham er den største fjende.

 

 Bruce Riedel, Mellemøstekspert for CIA:

– ”Jeg tror, de fleste vestlige og amerikanske ledere havde nok meget svært ved at forstå, at en ayatollah, der jo var en ret obskur figur. Jeg mener, hvem vidste, hvad en ayatollah var i 1979? Der kunne få så bred en opbakning, som Khomeini rent faktisk fik. Og at han kunne lede et land, hvilket han fik bevist, at han kunne.

Han var fuldstændig undervurderet!”

 

Den 4. november 1979 angriber iranske studerende USA’s ambassade. De tager 52 amerikanere som gidsler og kræver at få shahen udleveret, så han kan blive dømt i Iran, men Carter nægter. Khomeini betegner USA som Den Store Satan.

 

 Akbar Ganji, forfatter og journalist:

– ”Vi har lært om Satan i hemmelige tekster. I Bibelen og Koranen. De religiøse kræfter tilskriver Satan stor betydning i verden. Alle de bedrageriske egenskaber og det at lede mennesker i fordærv som man forbinder med Satan bragte Khomeini ind i historien. Han viste og det og sagde: ”Se her. Det er USA’s regering.” Khomeini forvandlede det verdslige til noget religiøst ved at gøre USA til Den Store Satan.”

 

Abdolkarim Soroush, iransk filosof

 OLYMPUS DIGITAL CAMERA

– ”Religion er en stor kapital i Iran. Og hvis du var i ledernes sted, ville du også udnytte den kapital for den er meget stor og betydningsfuld. I 1400 år har Iran rådet over den her slumrende kapital.”

 

Den øverste leders religiøse retorik underbygger hans revolution. Koranen giver ham argumenterne til at holde stand mod USA.

Andrew Sapp tjener på flådebasen i Seattle under gidselkrisen.

 

Andrew Sapp:

10ea16e

– ”Da tingene begyndte at spidse til med gidseltagningen på ambassaden blev det virkelig opfattet som et personligt angreb på USA. Det vækkede en glødende trang til at vise de her mennesker, at den slags gør man bare ikke. Så i militæret var der virkelig en klar forestilling om at vi måtte over og give dem klø og få rettet op på tingene.”

 

Hærens redningsaktion mislykkes. Kommandoens helikopter styrter ned. Otte soldater dør på stedet, og deres lig efterlades i ørkenen.

 

Andrew Sapp:

Det var hjerteskærende.

Både at amerikanske soldater blev slået ihjel i processen, men også at der gik så meget ”ged” i den redningsaktion. Så det var et hårdt slag.”

 

 Bruce Riedel, Mellemøstekspert for CIA:

– ”Vi har nu en helt anden type radikal islamisk leder som ikke havde i sinde at miste grebet om revolutionen. Derfor angreb han ambassaden og tilbageholdt gidslerne i 444 dage. For at styrke revolutionen og Den Islamiske Republiks magt. Og for at vise amerikanerne, at de ikke regerede i Mellemøsten. Æraen med CIA-støttede statskup og indblanding udefra var slut. Iran agtede at stå på egne ben og ikke lade sig underkue. Man ville ikke mere lade sig koste rundt med af USA, Storbritannien eller andre vestlige stormagter.”

 

Gidselkrisen koster Carter valget. Få minutter efter hans rival, Ronald Reagan, er kommet til magten bliver gidslerne løsladt efter 444 dage i fangenskab. Men sejren er rent faktisk Khomeinis. Han er i stand til at modstå USA og til at påvirke præsidentvalget. For at vinde magten og forføre et ydmyget USA gør præsidenten ligeledes brug af religion under valgkampen.

 

Andrew Sapp:

– ”Reagan selv var ikke særlig religiøs.

Men hans kampagnefolk formåede at udnytte USA’s sårede stolthed ved på den ene hånd at fremhæve USA’s storhed og på den anden hånd imødekomme den kristne, konservative gruppes opfattelse af, at 60’ernes og 70’ernes frisind havde undermineret vores kultur, og var et angreb på gode, kristne værdier. Så nu gav religionen mulighed for at påvirke den politiske sfære. Det var ikke rigtig set før. Ikke i det seneste århundrede.”

 

Ronald Reagan indtager Det Hvide Hus i 1981 med opbakning fra de kristne fundamentalister. Jerry Falweel står bag ’Moral Majority’, en yderst konservativ gruppe som kommer til at præge hele Reagans embedsperiode.

 

Ronald Reagan:

 ronald_reagan

– ”Hele menneskeheden afhænger af vores stævnemøde med skæbnen. Vi må give håb til alle dem, som sætter frihed og værdighed højt. Vi har Guds løfte om, at beder vi om hjælp, skal vi få den. Med hans hjælp kan vi stadig blive ’den lysende by på bjerget’.

 

Udtrykket er inspireret af Bibelen, og Reagan gentager det ofte. Der er hentet hos John Winthrop, en evangelist fra 1600-tallet. Han var en af USA’s grundlæggere og opfattede den nye verden som resultatet af en pagt med Gud. De magtfulde højrenationalister præger USA’s indenrigspolitik. Men også udenrigspolitikken.

 

 Jean-Francois Colosimo, religionshistoriker

– ”Vi er stadig af den opfattelse, at vi er det udvalgte folk, det nye udvalgte folk, som har fået betroet en mission, hvad enten det så er Gud, Forsynet eller Historien. Og fordi vi har den mission føler vi os berettiget til visse særlige beføjelser så vi kan fuldføre missionen.”

 

Evangelisterne i USA forbereder Kristi tilbagevenden til Jorden. Som i korsfarernes tid er blikket vendt mod Jerusalem, den hellige by for de tre store monoteistiske religioner. Kristne og Jøder er overbeviste om, at bibelprofetien om en ny verden kun vil blive opfyldt, når Salomos tempel, som blev ødelagt af romerne for 2000 år siden, bliver genopført.

Det nye tempel skulle opføres på Tempelbjerget ved Grædemuren. Denne fælles messianske tro udnyttes politisk i Israel og USA.

 

  Jean-Francois Colosimo, religionshistoriker

– ”Det har vigtige politiske implikationer ikke mindst fordi den her store og politisk magtfulde gruppe af amerikanske evangelister er fast besluttet på at se profetien gå i opfyldelse.

Og det kommer til udtryk ved en urokkelig politisk og økonomisk støtte til Israel, og dermed også manglende sympati for palæstinensernes situation eller for palæstinensernes ønske om at få deres egen stat.”

 

For at forstå det politiske spil bag udnyttelsen af troen skal man vide, at Tempelbjerget efter ødelæggelsen af templet i 600-tallet blev islams tredjehelligste sted, hvor der står en dobbelt hellig klippe.

For jøderne er det den klippe, hvor Abraham nær havde ofret sin søn. For muslimerne er det det sted, hvor Muhammed steg til himmels.

 

 Jean-Francois Colosimo, religionshistoriker

– ”Alle ønsker at tilegne sig stedet. Det er et alvorligt problem. Det jødiske folk tror som de eneste på genopførelsen af templet. Det har vi bedt for i årtusinder. Men vi slår ikke mennesker ihjel for at virkeliggøre vores mål. Vi er overbeviste om, at man en dag vil anerkende… At man virkelig vil anerkende vores ret til det her sted.”

 

Tempelprofetien bliver politisk i forbindelse med Seksdageskrigen.

Mellem 5. og 10 juni 1967 efter adskillige grænseepisoder invaderer den israelske hær Sinai-halvøen, Vestbredden, Gazastriben, Golanhøjderne og Østjerusalem. Sinai-halvøen bliver hurtigt rømmet, mens Vestbredden koloniseres. Det arabiske Østjerusalem betragtes som endegyldigt annekteret.

I 1967 var Shlomo Sand 21 år. Han var israelsk soldat og deltog i kampen om Jerusalem.

 

Shlomo Sand:

4457020130412112944570

– ”Jeg kan huske, at jeg efter to dage kom ind i den gamle bydel og lagde mærket til, at folk, altså de lokale, var bange for mig. De var så skræmte og stod der med deres små hvide flag og klude. Så begrebet ’forsvarskrig’ mistede hurtigt sin betydning. Alle slagord var noget i stil med: ”Efter 2000 år har vi befriet byen.” eller… ”Så Gud er på vores side, og vi har vundet.”

 

300.000 palæstinensere drager i eksil og ender i lejre i Jordan og Libanon. Flugten opleves som en ydmygelse og får alvorlige konsekvenser. Det palæstinensiske oprør bliver organiseret fra disse lejre.

 

Shlomo Sand:

De fleste israelske intellektuelle støtte erobringen og besættelsen. De troede på et Storisrael, som gik fra Jordan og ud til havet. Intellektuelle fra begge fløje.

 

Seksdageskrigen bliver en sejr for den religiøse zionisme. En stadig mere indflydelsesrig bevægelse. Den religiøse zionisme ønsker, ulig den verdslige zionisme, at oprette et Storisrael fra Middelhavet og til Jordan-floden. Dette hellige land skulle række ud over de af FN fastsatte grænser. Da Israels regering etablerer bosættelser i de besatte områder opretter religiøse aktivister deres egne ulovlige bosættelser. Disse ’settlers’ mener, det er Gud, der har givet dem retten til landet, og for dem er der ikke plads til en palæstinensisk stat.

 

Zionistisk kvinde:

– ”Vores kamp for det jødiske folk hviler på 4000 års historie. Dette land tilhører os, og det ved de kristne også godt. Enhver, der læser Bibelen, ved, at dette land tilhører os. Gud har skænket og dette land, ja. Hvordan ville De selv have det, hvis nogen kom og sagde: ”I, franskmænd, må ikke bo i Frankrig.” Og det sker snart, hvis I lader islamisterne fortsætte deres jihad. De starter deres jihad her og agter at fortsætte i Europa. De siger: First the Saturday peaple, then the Sunday peapel.”

Lørdagsfolket, det er os jøder, og så skal søndagsfolket udryddes. Det er jer kristne.

Vi kæmper ikke for Judæa og Samaria, som kaldes ’de besatte områder´. Den sande krig er islam mod den jødekristne verden. Mod den vestlige civilisation.”

 

 

Sayed Ali Fadlallah, Libanons storayatollah:

s 5

– “Jøderne tror på, at Gud gav dem det hellige land Palæstina, så de kan samle verdens jøder i én stat. Og derfor vil israelerne ikke give palæstinenserne frihed til at spille nogen rolle.”

 

Da Jerusalem i juli 1980 udråbes til Israels udelelige hovedstad fordømmer FN knessets beslutning, mens USA og Israel er tavse.

Tempelbjerget eller Haram al-Sharif forvandles til en slagmark, hvor der i de kommende årtier bliver kæmpet i Guds navn.

 

 Jean-Francois Colosimo, religionshistoriker

– “Jerusalem er det oplagte sted for en sådan konflikt da forholdet mellem Gud og jorden er helt afgørende. Gud fremstår lidt som direktøren for et ejendomsmæglerfirma: ”Den, der ejer jorden, har magten.”

 

Den politiske brug af religionerne både i og imod Vesten breder sig, og bliver sværere og sværere at håndtere. USA står over for en ny udfordring. Iran ligger ved det strategisk vigtige Hormuz-stræde. Den islamiske republiks øgede magt truer Vestens kontrol over strædet, som er 60 km langt og forbinder Den Persiske Golf og Omanbugten, hvor 30 % af verdens olie passerer igennem.

Verdens olieforsyning er truet, og tøndeprisen er på himmelflugt. Så for at svække Khomeini og stoppe hans islamiske revolution benytter Vesten sig atter en gang af religionen.

 

 Oberst Bacevich, Vietnamveteran:

– “Tanken var jo at udnytte striden mellem arabere og persere, og mellem sunni- og shiamuslimer, men resultatet blev katastrofalt.”

 

Sunni- og shaimuslimerne strides om arven efter profeten Muhammed. De har bekriget hinanden i 1300 år, og det forstår USA at udnytte.

15 % af verdens muslimer og 90 % af iranerne er shiitter. Sunni-flertallet i Mellemøsten frygter ligesom USA Irans fremmarch. Men en ny præsident har lige overtaget magten i nabolandet Irak.

Saddam Husseins moderne Irak er en af Vestens allierede. Den shiitiske opposition i Irak gør, at også han frygter Khomeini.

 

 Oberst Bacevich, Vietnamveteran:

– ”Nok var Saddam Hussein ikke stueren, men han var trods alt verdslig, militærmand og socialist. Det var langt bedre end ham Khomeini, der talte til masserne i Guds navn. Så selv om iranerne er uenige var det ikke Vesten, der startede krigen mellem Irak og Iran. Men i første omgang støttede Vesten selvfølgelig Saddam.”

 

 

Saddam Hussein, Iraks præsident, 1979-2003:

SaddamHussein225

– ”De troede, de kunne reducere araberne til slaver. De følte sig stærke og magtfulde på grund af deres store antal.”

 

Den 22. september 1980 rykker Saddams tropper ind i Iran. Iran-Irak krigen er brudt ud. Den første Golfkrig kommer til at vare otte år.

 

 Bruce Riedel, Mellemøstekspert for CIA:

– ”Der var Irak, der startede krigen, men ingen i Vesten beklagede det. Her var forhåbentlig en chance for, om ikke at vælte Khomeini, så i hvert fald svække hans regime.”

 

Påskuddet er en gammel grænsestrid om tre øer i Hormuz-strædet, og med Vestens stiltiende accept erobrer Saddam det sydlige Iran. FN fordømmer Irak, men kræver ingen tilbagetrækning. Saddam Hussein fortsætter helt ustraffe sine angreb. Også han inddrager nu religionen og kalder sine angreb ’Qadisiya’. Det refererer til sunniernes erobring af Persien i det 7. århundrede. Da revolutionen har decimeret hæren, indkalder Khomeini civilbefolkningen.

 

 Akbar Ganji, forfatter og journalist:

– ”Man kan sige, at Saddam invaderede landet og vores unge mennesker måtte kæmpe og blev dræbt. De, der kæmpede, viste mod, og flertallet af dem mente, det var på Guds befaling. De brugte ord som ’hellig krig’, ’martyrdød’ og ’paradis’.

 

Iranerne søger også tilbage i tiden og kalder deres modangreb ’Kabbala’.  Det refererer til shiiternes kamp mod sunnierne ved profeten Husseins grav i det nuværende Irak.

 

  Jean-Francois Colosimo, religionshistoriker

– ”Religionen sikrer identiteten især hvis den religiøse kerne reduceres til få enkle principper. Mobiliseringskraften er enorm. Den historiske materialisme havde bestemt også sine martyrer. Men de ofrede sig for en sag. Løftet om en plads i paradis er anderledes forførende. Så religionernes politiske potentiale er tusind gange større, end de pseudoreligiøse konstruktioner, vi har set i det 20. århundrede.”

 

I de efterfølgende år bliver mænd, kvinder og børn sendt til fronten. De ofrer sig for en plads i paradis og baner vej for en ny verden.

Abdolkarim Soroush var dengang direktør for Khomeinis kulturråd. Fra sit eksil i USA er han i dag en indflydelsesrig systemkritiker.

 

Abdolkarim Soroush:

– ”Den islamiske revolution banede vejen for Mahdi og Jesu genkomst. Så der var virkelig tale om en milleniaristisk forestilling. Et fremtidssyn og en måde at bane vej for folks lykke i fremtiden på. Så regeringen brugte alt det her til at konsolidere sin magt, og til at sælge folket tanken om en islamisk revolution ved at fortælle dem, at de var på historiens side, og at historien var på deres side. En slags kommunistisk tankegang, som lænede sig op ad det religiøse.”

 

Ligesom evangelisterne i USA og nationalisterne i Israel bruger Irans ideologer myten om den nye verden, og vender ligeledes blikket mod Jerusalem.

 

  Oberst Bacevich, Vietnamveteran:

– ”Khomeini ønsker jo ikke kun et islamiseret Iran. Han ønsker at stå i spidsen for en international islamisk bevægelse. Men han har et problem: Han er perser, og ikke araber, og han er shiit, altså ikke sunni. Han tilhører således to minoriteter.”

 

Ved at vende blikket mod Jerusalem vil Khomeini styrke sin revolution ved at forføre alle muslimer, shiiter såvel som sunnier.

 

 Bruce Riedel, Mellemøstekspert for CIA:

– ”De prøver at sælge deres revolution til hele den islamiske verden, så de indhyller den i de temaer, der giver størst genklang. Og noget, der ligger alle på sinde, fra Marokko til Indonesien er at opnå retfærdighed for Palæstina.”

 

Israels invasion af Libanon i 1982 skaffer Khomeini argumenterne for at eksportere sin revolution.

Libanon, Mellemøstens knudepunkt, grænser op til Jordan og Syrien samt til Israel. Landets kristne befolkning er knyttet til Vesten, sunnierne støttes af Golfstaterne og shiiterne af Iran og Syrien. Landet huser også de palæstinensere, der er blevet fordrevet fra Israel. Med Yassir Arafat som politisk leder kæmper de for en palæstinensisk stat. En sand krudttønde, som Israel ser som en trussel.

Den 6. juni 1982 foretager Israel en præventiv invasion af Libanon, og den palæstinensiske opposition jages ud af hovedstaden Beirut.

Tre måneder senere, fra 16. til 18. september 1982, hævner Libanons kristne militser mordet på præsident Bashir Gemayel ved en grusom massakre i to palæstinensiske lejre i Beirut.

Den israelske besættelsesmagt lader over 900 mennesker blive dræbt.

Akel Hamieh er militærleder i Amal, ’Håb’ på libanesisk. De libanesiske shiitters største revolutionære bevægelse. For ham er det Israel, der bærer skylden.

 

Akel Hamieh, militær leder i Amal:

25291_106721079354893_1735135_n

– ”Vi kæmper mod zionismen, som har besat Palæstina. Vi forsvarer vores land. Israel er en kræftcelle, en blødning mellem den arabiske verden og den muslimske verden. Hvis Israel ikke eksisterede ville vi bruge arabiske oliepenge til udvikling og ikke til våben.”

 

Iran udnytter straks hævntørsten mod Israel, der betegnes som en tyran underlagt amerikansk imperialisme. Iran støtter den væbnede modstand i Libanon. Hizbollah, Guds parti, ser dagens lys.

Hizbollah bliver en af de mest aktive fundamentalistiske bevægelser. Den bliver dannet som terrororganisation. Gidseltagninger og selvmordsbomber kræver mange hundrede ofre.

Ariel Sharon er Israels forsvarsminister da massakren i lejrene finder sted. En israelsk kommission finder, at Sharon bærer et personligt ansvar. Han må forlade sin post.

 

 Akel Hamieh, militær leder i Amal:

– ”Iran er den første islamiske revolutionære stat. Vi betragter Iran som et enestående tilflugtssted for alle verdens undertrykte. Iranerne er på de svages side i kampen mod uretfærdighed.”

 

Men Irans krig mod Irak trækker i langdrag. Et nyt slagord opstår: ”Vejen til Jerusalem går igennem Karbala”

Shiitternes hellige by ligger i Irak, 100 km fra hovedstaden Bagdad. Slagordet skal få tropperne til at drømme om Jerusalems befrielse. Men ude på slagmarken er krigen gået i stå. Iranerne slås tilbage af Saddams hær, og det samme sker den anden vej. Denne makabre dans kræver hundredetusinder af ofre.

 

Bruce Riedel, Mellemøstekspert for CIA:

– ”Mange i Vesten mente, at den bedste løsning var, at lade denne krig fortsætte for altid, at holde krigen kørende, og lade dem slagte hinanden.”

 

Vesten sælger våben til begge sider på trods af flere FN-embargoer.

 

 

Itzhak Segev, general i den Israelske hær:

– ”Jeg sagde engang til Spadolini, Italiens tidligere forsvarsminister:

”Spadolini, jeg kommer fra Iran. Hvordan stopper vi den fandens krig?”

Jeg vil aldrig glemme hans svar til min død:

”Denne her krig er det bedste, der kunne ske for Europa. For hør her, unge general Segav. Krigen gør, at de nu køber hos os. De køber for over $ 100 mia. årligt. Og det er altså begge parter. Og under krigen vil der ske ødelæggelse for over $ 300 mia. Og det vil koste endnu $ 300 mia. at genopbygge det hele efter krigen. Alt det vil være til fordel for os.”

 

Den såkaldte Irangate-skandale bryder ud i USA i 1986, da kongressen opdager, at Reagans regering sender ulovlige våben og missiler til Iran.

 

 Oberst Bacevich, Vietnamveteran:

– ”Det er ret kynisk, for den her krig, som de fleste i dag har glemt, kostede rent faktisk et par millioner mennesker livet. Og igen er vores fingeraftryk, altså USA’s fingeraftryk, overalt.”

 

Krigen, der ikke længere er religiøs, har tæret på begge lande i otte år. Bagdad og Teheran bombarderes, og handelsskibe angribes i Golfen. Vestens olieforsyning er i fare, og USA er klar til at gribe ind. Først da Iran påviser Saddams brug af vestlige kemiske våben sættes der en stopper for krigen.

Den 18. juli 1988 accepterer Teheran USA’s forslag om våbenhvile.

 

Bruce Riedel, Mellemøstekspert for CIA:

– ”Krige går aldrig helt, som man håber. Det hører med til konflikter, at de kan få et uventet udfald. Khomeini endte som bekendt med at drikke af det forgiftede bæger. Han accepterede våbenhvilen, og nu så man et sejrrigt Irak med en kæmpe gæld efter en krig, der havde kostet tusindvis af liv prøve at finde måder at tilbagebetale gælden på.

 

Iran-Irak krigen, den første Golfkrig, slutter. Ingen har vundet. De tidligere grænser genindføres, men begge lande vil have oprejsning. Saddam Hussein udløser inden længe den anden Golfkrig.

I Iran dør ayatollah Khomeini, men hans solide islamiske regimehiger mere end nogensinde efter at blive Mellemøstens nye stormagt.

Ti år efter Reagans store korstog bryder Østblokken sammen. USA’s kvælningsstrategi overfor Sovjetunionen er lykkedes. Den Kolde Krig slutter, og verden drømmer nu om fred. Men Sovjetunionens fald stopper ikke krigene i Mellemøsten. Deres intensivering fører verden ud i endnu en voldsspiral. Samtlige aktører er på plads i 80’erne og de kommende årtier. Krigere, soldater og politikere er klar til kamp.

Ideologierne er glemt.

Nu kæmper de i Guds navn.

.

30 ÅRS KRIGEN I GUDS NAVN – 1989-2009 (2/2)

https://holmskjold.net/30-aars-krigen-i-guds-navn-1989-2009-22/

.

.

You may also like...